Fik 14 dage for vold med koben

Den 33-årige mand fra Odense, der mandag blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense for vold med koben, er blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

Manden nægtede at have anvendt kobenet til vold, men erkendte at have givet den anden et knytnæveslag.

Retten fandt, at der var begrundet mistanke om vold med koben og vold i form af spark på en politibetjent i forbindelse med anholdelsen.

Den 33-årige er tidligere straffet for vold og har en verserende sag om vold, ligesom han er prøveløsladt.

Den verserende sag skal for retten den 24. november 2014, og anklagemyndigheden forventer, at de nye forhold kan afgøres samtidig.

Retten fandt grundlag for at fængsle den 33-årige for at forhindre ham i at begå ny voldskriminalitet og for at forhindre påvirkning af den bekendte, som har anmeldt overfaldet.

Han har kæret kendelsen om varetægtsfængsling.

Oversigt

    Oversigt