Fik bank for 300 kroner

To mænd blev anholdt onsdag aften, efter at de overfaldt en bekendt i Korinth på Sydfyn og tog hans mobiltelefon i pant for et playstation-spil til 300 kroner.

To mænd på 30 og 54 år blev anholdt onsdag klokken 19.45, efter at de havde slået en 39-årig bekendt og taget hans mobiltelefon i pant for 300 kroner, som den 39-årige skyldte for et playstation-spil.

Den 39-årige købte for noget tid siden et brugt playstation-spil af en bekendt; men det trak ud med at betale de aftalte 300 kroner for spillet.

Onsdag mødtes den 30-årige og 54-årige over nogle flasker. Undervejs blev de enige om at inddrive gælden og opsøge den 39-årige på hans bopæl i Korinth.

Den 39-årige ville ikke åbne døren, så de to brød den op, og der opstod klammeri, hvor offeret blev slået flere gange i hovedet og på kroppen.

Dernæst tog de to mænd hans mobiltelefon som pant for gælden.

Men politiet blev tilkaldt og kunne kort efter anholde de to gerningsmænd.

I første omgang lød anmeldelsen på hjemmerøveri, men politiets jurister mener ikke, der er basis for at fremstille dem i grundlovsforhør, så de blev løsladt torsdag formiddag, oplyser politikommissær Ann Kate Pedersen, Fyns Politi.

De to har bekræftet forløbet men nægter at have begået røveri.

- De er fortsat sigtet, men om det lander på røveri eller vold er endnu ikke afgjort, siger Ann Kate Pedersen.

Oversigt

    Oversigt