Fik foden kørt af i togdør: Lokofører frikendt for ansvar

Dansk Jernbaneforbund glæder sig over, at lokofører er frikendt, men understreger at det er en tragisk ulykke.

Den 22. oktober sidste år fik en passager i Middelfart foden i klemme i en togdør, hvor den blev kørt af. I en ny rapport fra Havarikommissionen fritages lokomotivføreren for ansvar. Dansk Jernbaneforbund understreger, at det er en tragisk sag, men at der er grund til at glæde sig over afgørelsen.

Nu drejer det sig om spørgsmålet om, hvordan lignende ulykker undgås i fremtiden, lyder det fra forbundet.

- DSB ynder at sige, at kunderne skal tage sikkerheden for givet. Det er jeg enig i, men det viser sig desværre, at materiellet ikke er egnet til det serviceniveau, som DSB ønsker at køre med. Således viser sagen fra Middelfart netop, at når et tog er enmandsbetjent, så er der en forøget risiko for hændelser, hvor passagerer kommer i klemme uden at nogen opdager det, siger formand Henrik Horup.

Han mener, at DSB's ønske om at spare på togpersonalet og ønsket om at køre enmandsbetjent øger risikoen for kunderne.

- DSB lægger i Havarikommissionens rapport ansvaret over på den tilskadekomne passager. Dermed kan passagererne ikke længere tage sikkerheden for givet, for de har tilsyneladende selv et ansvar, og det eget ansvar er prisen for DSB's ønsker om at spare på service og sikkerhed, forklarer han.

Havarikommissionen har været et lille års tid undervejs med rapporten om ulykken. Den endelige rapport fra en lignende ulykke i Vejle den 23. februar 2013, hvor en kvinde fik hånden i klemme i en togdør og blev slæbt op mod 500 meter, lader fortsat vente på sig.

- Det er urimelig lang tid, og vi opfordrer Havarikommissionen til snarest at offentliggøre resultaterne fra deres undersøgelser, slutter Henrik Horup.

Oversigt

    Oversigt