Fik støtte på forkert grundlag

Alkohol-behandlingsstedet Minneshåb ved Ringe fik udbetalt 650.000 kr. på falske oplysninger om lægetilsyn.

Minneshåb søgte og fik de 650.000 kr. til afvænning af alkoholikere fra sundhedsministeriet tidligere i 2008, skriver Fyens Stiftstidende.

I ansøgningen skrev stedets ledelse, at Minneshåb har en fast tilknyttet læge gennem samarbejde med lægehuset i Nr. Lyndelse.

Men på lægehuset har de aldrig hørt om Minneshåb, skriver avisen.

Minneshåbs ledelse indrømmer, at oplysningen er forkert.

- Vi havde et håb om, at få et samarbejde i stand med dem. De lå tæt på, så vi skrev dem på. Men vi fik så aldrig et samarbejde, siger daglig leder på Minneshåb, Stine Jansen til Fyens Stiftstidende.

Overvejer politianmeldelse

Tidligere er det kommet frem at et andet alkoholbehandlingssted, Udbyhus i Nr. Åby på samme måde har søgt og fået støtte på falske oplysninger om at have fast tilknyttet læge.

Sundhedsministeriet ser med stor alvor på begge sager og vil kræve en forklaring.

Som minimum vil ministeriet formentlig kræve pengene betalt tilbage, men overvejer også at melde de to private behandlingssteder til politiet

Oversigt

    Oversigt