Filmaftale sender penge til Fyn

Ny filmaftale betyder, at FilmFyn modtager 7 millioner kroner.

Kulturminister Marianne Jelved har indgået en aftale om fremtiden for dansk film med alle Folketingets partier.

- Med aftalen får filmbranchen mulighed for at producere flere film, filmøkonomien styrkes, og de danske filmtalenter får bedre muligheder for at prøve sig selv af, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Samtidig betyder aftalen, at 7 millioner kroner reserveres til FilmFyn-produktioner.

- Det er en anerkendelse. Det er første gang, at de regionale filmfonde er omtalt i en filmaftale, siger direktør for FilmFyn Fyn Bo Damgaard.

Styrkelse af regional filmproduktion

- Jeg giver aftalen fire ud af fem Bogart-hatte og vil gerne fremhæve den fælles indgang til filmstøtten, styrkelsen af den regionale filmproduktion og at lavbudgetfilm i første omgang bliver et forsøg frem for et krav. Derudover ser jeg frem til analyserne af monopolsituationen og rekrutteringsgrundlaget til dansk film, siger Kulturordfører for Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen.

- Vi er glade for, at man fastholder et ambitiøst niveau for støtte til børnefilm og at man generel vil sætte mere fokus på den fortællemæssige kvalitet, når man tildeler støtte via markedsordningen. Det håber vi vil give flere gode og nytænkende danske børnefilm. Derudover er vi tilfredse med styrkelsen af Medierådet for Børn og Unges arbejde for bedre beskyttelse af børn i forbindelse med de digitale medier, siger kulturordfører for Socialistisk Folkeparti Karsten Hønge.

Aftaleteksten om regional filmproduktion

Det Danske Filminstituts støtteordning til regionale filmproduktioner tilpasses, så støtteordningen i væsentlig grad sikrer udviklingen af produktionsmiljøer udenfor hovedstadsområdet ved at midlerne anvendes lokalt.

Støtteordningen gælder for både spillefilm og kort- og dokumentarfilm.

Af tilskudsrammen til spillefilm og kort- og dokumentarfilm skal der i perioden anvendes mindst 28 mio. kr. til regional filmproduktion.

Af tilskudsrammen reserveres 7 mio. kr. til FilmFyn og 7 mio. kr. til Den Vestdanske Filmpulje til støtte af regionale filmproduktioner, herunder kort- og dokumentarfilm, der laves i samarbejde med et produktionsselskab og FilmFyn eller Den Vestdanske Filmpulje.

Det Danske Filminstitut anvender minimum 14 mio. kr. til støtte af regionale filmproduktioner, der ikke har opnået støtte fra FilmFyn eller Den Vestdanske Filmpulje.

Oversigt

    Oversigt