Vokseværk: Filmfestival tiltrækker rekordmange film

Flere filmskabere end nogensinde før har fået øjnene op for Odense International Film Festival.

Ved midnat natten til tirsdag lukkede OFF – Odense International Film Festival for tilmelding af film til årets konkurrence. Med i alt 3.264 tilmeldte kortfilm fra alle verdensegne sætter festivalen ny rekord for antallet af film, der skal granskes af udvælgelsesjuryen. 

Hver eneste filmskaber er motiveret af håbet om berømmelse og i sidste ende en billet til Oscar-uddelingerne i USA.

For få år siden indførte festivalen et tilmeldingsgebyr, og det har tilsyneladende ikke afskrækket de seriøse filmskabere fra at tilmelde deres film. I år har mindstegebyret været på 10 dollars.

Stor tiltrækningskraft i Odense

På blot et år har antallet af tilmeldte film formeret sig i hundredvis, og 2019 er således et nyt rekordår for filmfestivalen. Sammenlignet med sidste år har næsten 25 procent flere kortfilm fundet vej til Odense i 2019. 

quote Vi kan mærke, at OFF nu i særdeleshed er en festival, man som filmskaber taler om, orienterer sig mod – og drømmer om at deltage i. Som festivalleder gør det mig både stolt og umådeligt glad.

Birgitte Weinberger, festivalleder, Odense International Film Festival.

En stigning, festivalleder Birgitte Weinberger især tilskriver OFF's evne til at samle og udvælge vigtige og opsigtsvækkende historier i det korte format:

- År efter år ser vi kortfilm, der får stor succes på festivaler, ved prisuddelinger og naturligvis i biograferne. Og det, mange af dem har til fælles, er, at det hele begyndte hos os. OFF-vinderne rejser fra Odense med en eftertragtet Oscarkvalificering i kufferten – som det eksempelvis var tilfældet med Vincent Lambes omdebatterede "Detainment", der vandt Hovedkonkurrencen under OFF18 og derefter gik hele vejen til Oscaruddelingen.

Det er netop muligheden for at vinde den glamourøse guldmand, der gør OFF attraktiv for filmskabere i ind- og udland, vurderer Birgitte Weinberger.

- Oscarnomineringen til "Detainment" fik for alvor den internationale filmbranche op af stolene. Vi kan mærke, at OFF nu i særdeleshed er en festival, man som filmskaber taler om, orienterer sig mod – og drømmer om at deltage i. Som festivalleder gør det mig både stolt og umådeligt glad, siger hun.

Udvælgelsesjury på overarbejde

Med flere tilmeldte kortfilm end nogensinde før er festivalens udvælgelsesjury på hårdt arbejde. Den erfarne jury, der foruden Birgitte Weinberger selv består af den prisvindende animator Sara Koppel og manuskriptforfatter Christian Gamst Miller-Harris, skal i de kommende uger se kortfilm nærmest i døgndrift. Sammen udvælger jurymedlemmerne de cirka 100 film blandt de 3.264 indsendte værker, der ender med en plads i årets konkurrence.

Christian Gamst Miller-Harris er manden bag manuskriptet til den oscarvindende, danske kortfilm "Helium" (2014).

Selvom der i år er markant flere kortfilm, der skal vurderes, forventer han ikke, at det bliver hverken nemmere eller sværere at udpege de allerbedste film.

- Kvantitet og kvalitet er to forskellige størrelser. Niveauet på de indsendte film er tårnhøjt år efter år, og det er jeg overbevist om også gælder nu. Så jeg tror, det bliver lige så vanskeligt at udvælge årets konkurrencefilm, som det altid har været.

Juryen afslutter udvælgelsesprocessen inden påske. Filmskaberne får besked i midten af maj, og titlerne på de udvalgte konkurrencefilm offentliggøres umiddelbart derefter.

 

Oversigt

    Oversigt