Filmhold snuser til håndbold på Fyn

Søndag kommer et filmhold til Odense og Ullerslev for at stifte bekendtskab med håndboldens finesser.

Blandt gæsterne er skuespilleren Jens Albinus kendt fra TV-serien Ørnen og Christian Heldbo Wienberg fra Tempelridder-filmene.

De medvirker i novellefilmen Træneren, som er en film om det ømtålelige emne: pædofili i idrætskredse.

Filmholdet overværer søndag eftermiddag en ungdomskamp mellem Stjernen og SUS i Sct. Jørgenshallen i Odense.

Bagefter tager de med SUS-drengene til Ullerslevhallen, hvor de skal træne sammen.

- Blandt andet er der en bestemt finte, vi skal indøve før selve filmoptagelserne, fortæller filmens instruktør, den fynske fotograf Lars K. Mikkelsen.

Brug for statister

Optagelserne begynder onsdag d. 19. november. Håndboldscenerne optages i Gudmehallen 26. og 27. november.

Her har Lars K. Mikkelsen brug for op mod 2000 statister. Har man lyst til at være med kan man henvende sig pr. email på jesper.pedersen@filmbyen.dk

I første omgang er der tale om en novellefilm, beregnet til visning på skoler og i idrætsverdenen.

På længere sigt skal der laves en biograffilm med samme titel, produceret af Zentropa.

Oversigt

    Oversigt