I det fynske folks tjeneste

Finalister fundet til Årets Ejerleder 2015

Kåringen af Årets Ejerleder 2015 på Fyn står for døren, og tre finalister er nu fundet.

Kåringen af Årets Ejerleder 2015 på Fyn står for døren, og tre finalister er nu fundet.

Prisen går i år til den ejerleder, der med fokus på talent og kompetencer har skabt Fyns mest succesfulde vækstvirksomhed.

Den prestigefyldte pris uddeles for 12. gang af PwC i samarbejde med blandt andet Nykredit og Dansk Erhverv.

En analyse af mere end 6.000 virksomheder fra hele landet ligger bag nomineringen af finalisterne, hvor først 125 virksomheder er udpeget til at være med i Årets Ejerleder 2015.

Nu er der blot 3 finalister tilbage i hver region i kampen om at vinde Årets Ejerleder 2015.

I PwC's analyse melder ejerlederne fortsat om behov for nye medarbejdere og flotte vækstforventninger de kommende tre år. Det skyldes ikke mindst, at de dygtigste ejerledere udvikler sig i en retning, hvor der er brug for nye typer af medarbejdere med nye kompetencer, der kan indfri vækstforventningerne.

- Det har været meget spændende at møde det store felt af dygtige ejerledere til dette års kåring. De tre finalister har formået at sikre vækst og succes med et målrettet fokus på talent og kompetenceudvikling. Og med kåringen håber vi at inspirere andre, for vi tror på, at vinder-historierne kan være med til at skabe succes for andre, fortæller partner Mikael Johansen fra PwC i Odense.

Finalisterne

Finalisterne er:

Anders Borring fra Scangrip A/S i Svendborg

Scangrip er ejet og ledet af ildsjælen Anders Borring, der er opvokset i en familie af ejerledere. Ambitionen har aldrig været at overtage familiens værk, men derimod at starte sin egen succes. Som 34-åring overtog han Scangrib, der under Anders' ledelse har formået at udvikle sig fra at producere håndværktøj til i dag at sælge innovative kvalitetsløsninger inden for belysning til industrien og autobranchen. I dag beskæftiger virksomheden 115 medarbejdere.

Brian Djernes fra Cane-Line A/S i Rynkeby

Brian Djernes står i spidsen som ejerleder af Cane-Line, der er et dansk designfirma med 25 års erfaring inden for udvikling og produktion af komfortable havemøbler og indendørs møbler. Der er stort fokus på at skabe møbler med høj komfort og unik kvalitet, og produktionen foregår med respekt for miljø og mennesker samt med fokus på innovation og produktudvikling.

Jesper Refning fra Daxiomatic ApS i Odense

Jesper Refning er ejerleder og står i spidsen for Daxiomatic, der implementerer ERP-løsninger. Han har sammen med fire andre partnere skabt en fremadstormende virksomhed, der har oplevet markant vækst i sine første leveår. De har et helt særligt værdigrundlag, som sætter medarbejder- og kundetilfredshed over de økonomiske resultater: Der er fokus på mennesket, og for Jesper er vækst ikke et mål, men et middel. De arbejder derfor målrettet med innovation for at være forandringsparate og blive klar til fremtiden.

Hos Nykredit peger man på, at det netop er de mange virksomheder, hvor det er ejeren, der er leder, som udgør vækstlaget i erhvervslivet.

- Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, hvordan de dygtigste klarer sig. Det er ikke mindst derfor Nykredit er med i Årets Ejerleder. Vi har brug for de gode eksempler til at inspirere andre ejerledede virksomheder, sigerJens Østergaard i Nykredit.

Dansk Erhverv understreger også, at de ejerledede virksomheder fylder en meget stor del af dansk erhvervsliv, og at man med rette kan være stolt af de mange succeshistorier, de skaber.

- Ejerlederens indsigt, viden og engagement i virksomheden giver en helt særlig force til at finde og udvikle de talenter, der skaber succes og vækst - ikke bare i virksomheden selv, men også i Danmark som helhed, siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.