I det fynske folks tjeneste

Finanslov '19: Sådan rammer pengene Fyn

I finansloven for 2019 er der flere penge til fynske turistattraktioner, hjælp til Faaborg Gymnasium, tidlige julegaver til Ærø og millioner til støjdæmpning. Miljøstyrelsen får 123 millioner kroner med til Fyn.

Der er ekstra penge til fynske krybdyr. Terrariet i Vissenbjerg får en halv million kroner ekstra hvert år de næste fire år.

Opdateret tirsdag 4. december klokken 9.47

Opdateret med oplysninger om finanslovsstøtte til kystprojekt på Langeland

Julegaverne kom tidligt til Ærø i år. Det stod klart, da regeringen og Dansk Folkeparti fredag blev enige om finansloven for næste år.

I finansloven er der sat 75 millioner kroner af til en udvidelse af Søby Havn. Derudover får Ærø også ti millioner kroner i særligt ø-kommune tilskud, og desuden bliver det forhøjede pendlerfradrag gjort permanent. 

Men der er også andre fynske elementer i statens husholdningsregnskab for næste år. Politikerne på Christiansborg har blandt andet sat penge af til en række fynske kulturinstitutioner:

  • Øhavsmuseet får tre millioner kroner i 2020 og fem millioner kroner i 2021 og 2022.
  • Terrariet i Vissenbjerg får et årligt tilskud på en halv million kroner fra 2019 til og med 2022.
  • Odense Teater får en million kroner ekstra om året fra 2019 til 2022 for at arbejde med at nå en bredere målgruppe.
  • Odense Symfoniorkester får en million kroner i 2019 og en halv million i 2020 og 2021 til at arbejde med at nå nye målgrupper
  • Fyens Militærhistoriske Museum får to millioner i 2019. Penge skal bruges til indretning af museet, der flytter til den gamle kaserne på Søndre Boulevard i Odense.
  • Syddansk Musikkonservatorium får 300.000 kroner i 2019 og 2020 og en halv million kroner i 2021 og 2022.
  • Dansk Sprognævn, som udflyttes fra København til Bogense 1. april, får to millioner kroner til at styrke nævnets arbejde med sprogteknologi.

Penge til flytning og udkant

Derudover er der også sat flere penge af på finansloven til små gymnasier med under 450 elever, og det betyder, at Faaborg Gymnasium får en halv million kroner ekstra om året de næste fire år.

På Ærø får også Motorstation Marstal en halv million kroner. Fonden bag motorfabrikken Marstal får pengene til at etablere et maritimt iværksætterhus.

Miljøstyrelsen, der i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser skal flytte til Odense, får i de kommende år millioner til at flytte styrelsen. Politikerne har sat 80 millioner kroner af i 2019, 31 millioner kroner i 2020 og 20,9 millioner kroner i 2021 til flytningen. 

Det er en fantastisk finanslov, også for Fyn. Der er rigtig mange gode lokale prioriteringer. Jeg glæder mig især over, at der er sat penge af til Øhavsmuseet og Vissenberg Terrarium.

Jane Heitmann, MF, Venstre

Fynskvalgte Jane Heitmann, der sidder i Folketinget for Venstre, glæder sig over årets finanslov. Især er hun begejstret over, at en række kulturinsitutioner får flere penge.

- Det er prioriteringer, som er med til at styrke turismen. Og netop turisme er vigtig for Fyn, da det er et af de erhvervs, som skal biddrage til at løfte Fyn, siger Jane Heitmann.

Og netop turismen bliver også styrket på Langeland. Her får projektet Shores fem millioner kroner på næste års finanslov til at udvikle vandsportsaktiviteter ved kysterne på Langeland.

Læs også Fynsk farvand skal være vandmekka: - Det sparker gang i udviklingen

Fynboer får millioner til støjbekæmpelse

På finansloven er der også sat penge af til støjbekæmpelse ved motorvejen Syd om Odense. I alt har Folketinget sat 50 millioner kroner af til støjbekæmpelse. Af de 50 millioner kroner bliver 25 millioner kroner afsat til støjbekæmpelsen ved motorvejen syd om Odense.