I det fynske folks tjeneste

Finansministeren svarer Anker Boye igen

Foto: Arkiv

Odense Kommune havde god tid til at indrette deres årsbudget efter omprioriteringsbidraget. Det mener finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Odense Kommune kendte til omprioriteringsbidraget, før de vedtog budgettet for 2016. Det fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen i en mail til TV 2/FYN.

- Da regeringen og KL i juli 2015 blev enige om rammerne for kommunernes økonomi for 2016, blev størrelsen af omprioriteringsbidraget samtidig fastlagt, lyder det fra finansministeren.

Han mener derfor, at Odense Kommune havde god tid til at indrette deres årsbudget efter bidraget før budgetvedtagelsen den 15. oktober.

- Samtidig har Folketinget inden årsskiftet vedtaget de nye udgiftslofter, hvor størrelsen af omprioriteringsbidraget for de kommende år fremgår. Dermed ved kommunerne i god tid, hvilke rammer de skal indrette sig efter i de kommende år, skriver Claus Hjort Frederiksen.

Finansministerens udtalelse kommer, efter Odenses borgmester, Anker Boye, i dag fortalte til TV 2/FYN, at kommunen nu bliver nødt til at ændre deres budgetproces, fordi regeringen har indført omprioriteringsbidraget. Kommunen havde allerede lagt sig fast på et budget, da regeringen indførte omprioriteringbidraget.

- Det er helt utilstedeligt, at Christiansborg på den her måde tvinger os til at ændre vores selvstyre. Det er korrekt forstået, at vi nu ændrer måden vi lægger budget på. Og det gør vi på grund af regeringens omprioriteringsbidrag, udtalte Anker Boye tidligere i dag.

Ved du noget? Så send os et tip