Finhval ved Vejlby Fed

En kæmpe finhval på omkring 12 meter boltrede sig søndag omkring Vejlby Fed mellem lystfiskerne i bugten.

Frank Thygesen hørte om hvalen fra et par lystfiskere som var ude i bugten for at fiske. Han sejlede ud, og kort efter dukkede det kæmpe pattedyr op bare halvanden meter fra båden.

- Det var helt vildt - en fantastisk oplevelse, fortæller Frank Thygesen.
Hvalen svømmede rundt på 4-5 meters dybde, og både lystfiskerne og Frank Thygesen kunne hele tiden følge dens svømmeture i det lave vand.

- Vi var ikke nervøse, men da den på et tidspunkt baskede med halen, kom der en del sus i vandet, siger Frank Thygesen.

Finhvalen besøger med jævne mellemrum farvandet omkring Lillebælt, men det er første gang, at Frank Thygesen observerer andet end marsvin.

- Jeg har boet her i 50 år, og vi har altid talt om at det kunne være sjovt at se noget, der var større end marsvin. Men jeg havde ikke troet at vi skulle komme så tæt på en stor hval, lyder det fra Frank Thygesen, som også fik taget billeder af den 12 meter lange hval.

Hvalen blev senere søndag observeret flere andre steder i Lillebælt.

Her blev hvalen set

Vis Finhval på et større kort

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt