I det fynske folks tjeneste

Finner og fynboer i fælles it-satsning

Den fynske it-branche går nu sammen med it-virksomheder i den finske by Tampere for at udvikle nye højteknologiske arbejdspladser. En stor finsk delegation er i øjeblikket på Fyn for at udveksle ideer og erfaringer.

-

Den fynske it-branche går nu sammen med it-virksomheder i den finske by Tampere for at udvikle nye højteknologiske arbejdspladser. En stor finsk delegation er i øjeblikket på Fyn for at udveksle ideer og erfaringer.

En delegation fra Odenses venskabsby Tampere i Finland turnerer i øjeblikket rundt på Fyn med et dobbelt formål. Delegationen skal både fortælle om de positive it-erfaringer fra Tampere, men også suge nogle af de fynske erfaringer til sig, og så bruge dem i Finland.

Ser på robotter
Mandag aften holdt den finske delegation foredrag for it-branchen på Fyn på Odense Rådhus. Finnerne kunne blandt andet fortælle om byens store succes med at skabe flere arbejdspladser inden for informationsteknologien. Byen, der blandt andet er hjemsted for Nokia, har som målsætning at blive informationshovedstad og skabe 25.000 it-jobs i løbet af fem år.

Tirsdag er det så finnernes tur til at lære af fynboerne. Den finske delegation skal blandt andet se på robotteknologi på Lindø og Syddansk Universitet, og i forskerparken skal delegationen fra Tampere se på mobilteknologi.

Fælles EU-ansøgninger
\"De to byer har et meget identisk udgangspunkt. Vi er lige store og har de samme mål og ambitioner og jeg forventer at vi kan finde mange samarbejdsprojekter i fremtiden\", siger Helge Munk, der er formand for IT-Forum Fyn.

Foreløbig er fynboerne og finnerne enige om at sende fælles ansøgninger til EU om støtte til IT-projekter, og onsdag skal de to grupper på en afsluttende konference drøfte yderligere samarbejdsområder.

Ved du noget? Så send os et tip