Fionia Bank fyrer hver tiende

Som en konsekvens af finanskrisen fyrer Fionia Bank op mod 70 ansatte. Det svarer til 10% af bankens medarbejdere.

Fyringerne falder over en bred kam, men især på de forretningsområder, hvor aktiviteterne sættes ned.

Udover fyringerne skærer banken kraftigt ned på sit engagement i større kommercielle ejendomsprojekter og pantebrevfinanciering, oplyser banken i en pressemeddelelse.

I stedet vil banken fokusere på private kunder og små og mellemstore virksomheder.

- Det er meget beklageligt, at tilpasningen af forretningsstrategien gør, at vi for første gang i bankens historie er nødt til at skride til afskedigelse af så mange medarbejdere, siger bankdirektør Kaj Østergaard Mortensen.

Han fortsætter:

- Men det er desværre nødvendigt, fordi vi er nødt til at tilpasse os de aktuelle forretningsmuligheder og reducere vores omkostninger for at få adgang til kapitalmarkederne på konkurrencedygtige vilkår.

Meningen er, at fyringerne skal meldes ud i løbet af januar. Effekten på bankens økonomi ventes først for alvor at slå igennem i 2010.

Kaj Østergaard Mortensen tilføjer, at banken gør alt, hvad den kan for at støtte de berørte medarbejdere bedst muligt og hjælpe dem videre.

Oversigt

    Oversigt