I det fynske folks tjeneste

Fionia Bank øger sikkerheden

Fionia Bank øger nu sikkerheden i alle bankens afdelinger for at mindske antallet af røverier. Tidslåse, bedre videoovervågning og central håndtering af døgnbokse skal gøre banken mindre attraktiv for bankrøvere.

-

Fionia Bank øger nu sikkerheden i alle bankens afdelinger for at mindske antallet af røverier. Tidslåse, bedre videoovervågning og central håndtering af døgnbokse skal gøre banken mindre attraktiv for bankrøvere.

Alle kasser i bankens 34 afdelinger har fået tidslåse, og alle kasserere har været på kursus i nye sikkerhedsregler.

Fremover bliver alle kontanter - bortset fra en mindre arbejdsbeholdning - opbevaret under lås. Fremover kan personale og eventuelle røvere først få adgang til kapitalen en tid efter at sikkerhedskoden er aktiveret.

- Valuta og kontante beløb over 15.000 kr. skal derfor bestilles i forvejen. Ellers må vores kunder regne med ventetid, og det er vi sikre på, de vil have forståelse for, siger adm. direktør Finn B. Sørensen.

De nye sikkerhedsforanstaltninger er testet i Tarup, Ullerslev og Aarup afdelinger, som tidligere har været mest sårbare over for bankrøverier.

Danmark, Italien og Irland er de lande i Europa, som i forhold til antal bankafdelinger og indbyggere er mest plaget af bankrøverier.

- Fionia Bank er ikke blevet forskånet, men i forhold til vores størrelse har vi ikke været hårdt ramt, siger Finn B. Sørensen.