Fire anholdt for skyderi

Fyns Politi anholdt sent på eftermiddagen, torsdag, fire mænd som sigtes for et skyderi i et fitnesscenter i Skt. Hansgade i Odense. Ingen blev ramt, selvom der blev affyret mange skud.

Blandt de fire anholdte er den mand, som politiet tror førte våbnet.

Motivet er ikke klarlagt torsdag aften, men politiet hælder til en teori om, at der er tale om et internt opgør mellem nogle grupperinger i en indvandrerbande.

Vicepolitikommissær Jack Liedecke afviser, at der er tale om et sammenstød mellem indvandrere og rockere.

Skød mange gange

Skyderiet fandt sted kort før klokken 10.00 torsdag formiddag.

To mænd kom ind i fitnesscentret , Rawi Excersize i Skt. Hansgade. Den ene trak et våben og affyrede adskillige skud.

Inde i centret var der tre personer, men ingen blev ramt.

I dagens løb blev politiet overbevist om, at tre mænd deltog.

Efter et tip ransagede politiet en lejlighed på Skovsbovænget, nær Folkebo, men uden resultat.

Men de var på rette spor, for de fire mænd blev anholdt i en lejlighed på Kørupvænget ikke langt fra Skovsbovænget.

Naboer utrygge

Ingen af naboerne til fitnesscentret ønsker at vise deres ansigt frem.

- Vi skal jo fortsat bo her, sagde en af dem til TV 2/FYN.

Flere naboer sagde, at de er blevet utrygge, ikke mindst fordi der er mange børn i kvarteret.

De fortalte også, at der ofte før har været ballade i og omkring fitnesscentret, som frekventeres af "rå typer", som de sagde.

Oversigt

    Oversigt