Fire anholdt under retssag

Politi, AK81- og Hells Angels rockere samt Vollsmose-grupperinger var massivt tilstede foran Retten i Odense i dag.

Der var forholdsvis roligt foran Retten det meste af dagen. De forskellige grupper så hinanden an, og kun en enkelt gang var begivenhederne ved at koge over.

- Der kommer en hel del rockere, og de begynder at jage en person i en bil. Det tænder op under den anden gruppe, og vi må slå en kile imellem, fortæller vagtchef Erik Skov.

Fire fra Vollsmosegruppen blev anholdt under manøvren, og de blev taget med på Politigården.

Herefter forhandlede politiet og rockerne om en løsning, der gav fire personer lov til at gå med ind i retten for at hente de to AK81'ere på anklagebænken efter mødet.

De resterende rockere blev beordret ind i bilerne inden de i samlet flok blev eskorteret væk af politiet.

Albanigade var spærret i flere perioder, men er igen helt åben for biler. Beredskabet er øget resten af fredagen, og vil blive justeret i forhold til hvordan situationen udvikler sig.

Oversigt

    Oversigt