Så ruller trafikken igen: Fire biler i nyt uheld spærrede motorvejen

Fynske Motorvej var torsdag eftermiddag spærret ved Vissenbjerg i retning mod Jylland, efter fire biler var involveret i et større uheld.

To gange har trafikken på tværs af Fyn torsdag stået stille på grund af større trafikuheld. Ingen personer er kommet alvorligt til skade i de to uheld, der begge skete vest for Odense i vestgående retning.

Det første uheld skete omkring klokken 11 tæt ved frakørsel 55 ved Aarup. Her kørte tre biler sammen. Ingen personer kom til skade i uheldet.

Redningstjenesten fik hurtigt efter uheldet skubbet bilerne ud i nødsporet, så trafikken kunne fortsætte i begge spor.

Kort efter klokken 14 skete så et nyt uheld, denne gang omkring Vissenbjerg og med fire biler involveret. Ifølge Fyns Politis udmeldinger på det sociale medie Twitter er ingen kommet til skade i det andet uheld.

- Færdselsuheld på Fynske Motorveje vestgående ved Vissenbjerg. 4 personbiler involveret. Holder alle i 2. vognbane. Ingen personskade. Politi og redning er på vej. Kør forsigtigt, skriver vagtchefen hos Fyns Politi på Twitter.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hold afstand

Tidligere på torsdagen var såvel Fyns Politi som Vejdirektoratet ude med advarsler og formaninger til de mange tusine bilister, der i løbet af dagen skal på tværs af landet i det vedvarende snevejr.

- Husk at denne type vejr, kan have stor indflydelse på trafikken. Sæt hastigheden lidt ned, og husk at holde afstand så vi undgår uheld, og alle kommer sikkert frem til påskefrokosten, skrev Vejdirektoratet torsdag morgen på sin Twitter-profil.

 

Oversigt

    Oversigt