Fire fynske byråd har sagt nej til lønforhøjelse

Byrådene i Assens, Kerteminde, Langeland og Middelfart har sagt nej til at give medlemmerne højere løn.

Hvert fjerde byråd i Danmark - 23 ud af 98 - har sagt nej tak til en lønstigning, som byrådsmedlemmerne ellers havde kunnet indkassere som afledt effekt af en stigning i det borgmestervederlag, som andre vederlag udregnes som andele af.

Det skriver dknyt.dk.

Borgmestrenes lønstigning er bestemt af Folketinget, mens byrådsmedlemmerne selv skulle sige til eller fra for deres eget vedkommende.

23 byråd sagde fra, tre valgte en mellemvej og tog ikke hele stigningen, men 72 byråd og alle fem regionsråd sagde 'til', skriver dknyt. Eller rettere: i en del tilfælde sagde de slet ikke noget, så den afledte stigning for de menige byrådsmedlemmer bare kom automatisk ved at den faste andel af borgmesterlønnen blev mere værd med en højere borgmesterløn.

Tallene fremgår af en undersøgelse, som dknyt har foretaget for alle kommuner og regioner gennem forespørgsler, aktindsigter og opslag i byrådsreferater.

I løbet af januar er tre byråd skiftet fra deres oprindelige melding om at indkassere lønstigningen til i stedet at neutralisere den ved at nedsætte andelene af borgmesterlønnen forholdsmæssigt, så beløbene er uændrede trods det højere udgangspunkt. Et af dem er Læsø, som derved bragte sig ud af det selskab af byråd, der først satte skatten op for at få det kommunale regnskab til at løbe rundt og dernæst brugte nogle af pengene på sig selv.

Det ligger i kortene, at når der ved KV17 bliver valgt nye byråd, vil disse selv skulle tage stilling til om en neutralisering af lønstigningerne også skal gælde for den kommende valgperiode, skriver dknyt.

De 23 kommuner der har neutraliseret afledte vederlagsstigninger er Allerød, Assens, Ballerup, Bornholm, Favrskov, Fredericia, Furesø, Gentofte, Greve, Gribskov, Herlev, Holbæk, Hvidovre, Kerteminde, Langeland, Lejre, Læsø, Middelfart, Randers, Ringsted, Rudersdal, Slagelse og Vallensbæk.

De tre kommuner hvor afledte vederlagsstigninger slår delvis igennem er Morsø, Solrød og Thisted. I de resterende 72 kommuner og i alle fem regioner slår de afledte vederlagsstigninger fuldt igennem.

Også i Faaborg har byrådspolitikerne fået en vederlagsstigning. Her sker det dog uden at bruge flere penge på det, da midlerne til vederlagsstigningen kommer fra besparelser, der opstod i slutningen af 2016, da byrådet nedlagde to politiske udvalg.

Oversigt

    Oversigt