Finalisterne i kampen om en million kroner er fundet

Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet lader fynboerne bestemme hvilket af fire forskningsprojekter, der skal vinde en million kroner.

Med en million kroner på spil vil Odense Universitetshospital (OUH) og Syddansk Universitet (SDU) for anden gang i træk lade fynboerne bestemme, hvad der skal forskes i. 

Fire fynske forskningsprojekter har fået muligheden for at vinde millionen, efter at forskningsrådet på OUH onsdag udvalgte, hvilke projekter der går videre i konkurrencen. 

I den lokale forsknings tjeneste

SDU og OUH har indgået samarbejdet, Et Sundere Fyn, hvor de vil gøre det muligt for almindelige mennesker at prioritere, hvad der skal forskes i. Det er nemlig fynboerne der bestemmer, hvilket af de fire forskningsprojekter, der skal vinde præmien. 

OUH giver en million kroner til det forskningsprojekt, som får flest stemmer.

Projektet skydes i gang fra den 15. april 2018, og den 23. april kåres det vindende projekt ved et awardshow i Cortex Park i Odense. I perioden mellem den 15. og 23. april kan fynboerne stemme om, hvilket projekt de synes skal vinde. 

Netop det at borgerne inddrages, glæder patient- og pårørenderepræsentant i OUHs forskningsråd, Anna Stavnsager Andersen:

- Vi har forskning, som meget findes i et lukket miljø, men ikke rigtigt når ud til borgerne. Forskning er enormt spændende og interessant, og det ønsker jeg, at andre også skal se, siger hun.

Hun glæder sig også over dette års udvalg af projekter:

- Der er færre ansøgninger end sidste år, men de er blevet bedre. De er skrevet på en anden måde og tænkt på en helt ny måde. Det er fantastisk.

Fire fynske forskningsprojekter udvalgt

De fire projekter er udvalgt blandt syv ansøgninger. Forskningsrådet på OUH udvælger projekterne ud fra en række kriterier.

De udvalgte forskningsprojekter, fynboerne kan stemme om er:

Hormonforstyrrelser hos gravide.

Hormonforstyrrende stoffer hos gravide har skadelige konsekvenser for fostrets hjerne. Det koster både samfundet og individet, og derfor undersøger dette projekt de skadelige effekter. Projektets resultater skal i samarbejde med både nationale og EU-myndigheder lede til regulering af de farlige kemikalier. 

Stress på arbejdet

Forskning har vist, at der er en sammenhæng mellem et stresset arbejdsmiljø og en række psykiske lidelser samt demens, hjertekarsygdom og ulykker. De vigtigste stress-faktorer i arbejdsmiljøet er jobsikkerhed, manglende indflydelse på egen arbejdssituation og manglende støtte fra ledelse og kollegaer. Stress koster det danske samfund mere end 112 millioner kroner om dagen og 35.000 personer er sygemeldt hver dag på grund af stress. Faktisk er Region Syddanmark den mest stressede region, og det vil projektet undersøge årsagen til. 

Hallo doktor! Er du der?

Dette projekt har til formål at undersøge ældres viden og parathed til at erstatte den traditionelle ansigt-til-ansigt lægesamtale med en såkaldt audio-visuel samtale via en lille bærbar computer (’tablet’ eller ’iPad’), som patienten kan anvende i eget hjem. Projektet vil derfor undersøge om fysisk ambulant fremmøde kan erstattes og suppleres af digitale samtaler. Desuden vil projektet også belyse, hvordan patienter og pårørende oplever de digitale samtaler, og endeligt hvordan sundhedspersonalet oplever de digitale samtaler. 

Stofskiftesygdom

Skjoldbruskkirtlen er af livsvigtig betydning for menneskets energiomsætning. Hashimoto’s sygdom er en såkaldt kronisk autoimmun sygdom, hvor skjoldbruskkirtlen bliver ødelagt, og den lavere afgivelse af stofskiftehormon fra kirtlen giver nedsat stofskifte. Lavt stofskifte kan betragtes som en - oftest overset -  folkesygdom, idet cirka fem procent af befolkningen, hovedsageligt kvinder, rammes i løbet af livet. Udover at sygdommen kan nedsætte livslængden, har mange patienter også nedsat livskvalitet. En mulig forklaring er den bagvedliggende immunforstyrrelse i kroppen. Der foregår en livlig debat på sociale medier om, hvorvidt Hashimoto’s sygdom behandles korrekt af lægerne. Megen af den informationsudveksling er ikke fakta-baseret, og er desværre mere vildledende end vejledende for patienterne. Derfor vil projektet forske yderligere i årsager og behandlingsformer til patienter med sygdommen. 

Et Sundere Fyn

Med projektet Et Sundere Fyn vil SDU og OUH ændre og styrke de traditionelle måder, hvorpå forskning i dag prioriteres, udvælges og udføres gennem involvering af borgere.

Projektet løb første gang af stablen i 2017, hvor projektet om frivillige og hjertestartere vandt præmien. Du se en en webdokumentar bag om Et Sundere Fyn her.

Hvad er Citizen Science?

Oversigt

    Oversigt