Fire mod en: Voldeligt overfald i Svendborg

En 23-årig mand blev tilsyneladende overfaldet helt umotiveret af fire unge mænd i Svendborg lørdag nat. Han er nu indlagt på Odense Universitetshospital.

En 23-årig mand blev natten til søndag banket ned på Ørkildsgade i Svendborg. Ifølge politiet er der ikke nogen umiddelbar grund til overfaldet.

- Vi får alarmen klokken 04.27. Her er en mand blevet slået ned af fire mænd, tilsyneladende af ukendte årsager, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen.

Den 23-årige forurettede blev efter overfaldet indlagt på OUH til behandling. Han har blandt andet fået nogle tandskader.

- Vi har været forbi og tale med ham, men har har ikke været særlig meddelsom, og derfor vil vi selvfølgelig gerne høre fra eventuelle vidner, der kan fortælle, hvad der er sket i Ørkildsgade omkring gerningstidspunket, siger vagtchefen.

Efter voldsepisoden gik de fire overfaldsmænd fra stedet, men de blev kort efter anholdt af politiet, der har taget dem med til afhøring. Søndag morgen er afhøringerne endnu ikke færdige.

De fire mænd er henholdsvis 22, 22, 19 og 23 år gamle. Både forurettede og gerningsmænd stammer fra det sydfynske område.

Gerningsmændene bliver løsladt søndag morgen, og de bliver alle sigtet for vold.

Har man set noget, der relaterer til overfaldet, kan man ringe til Fyns Politi på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt