Fire personer kulilteforgiftet

Bebeoere i et hus i Kauslunde på Vestfyn ringede søndag morgen til alarmcentralen, fordi de havde det dårligt.

Beboerne kunne fortælle, at det lugtede af gas og et barn var blevet dårlig. Der blev kort efter sendt flere ambulancer til stedet, idet et andet barn samt to voksne nu også var dårlige.

- De to børn og en mand blev kørt på sygehuset i Kolding og har det fint igen, mens kvinden er kørt til Rigshospitalets trykkammerafdeling til observation, fordi hun er gravid, siger vagtchef Steen Nyland, Fyns Politi.

Kvinden skulle efter sigende ikke være værre stedt end de tre andre, men man er ekstra påpasselig, fordi hun er gravid.

Personale fra Naturgas Fyn lukkede for gassen og undersøgte efterfølgende fyret, men der er endnu ikke et resultat af denne undersøgelsen.

Der er formodning om at udsivningen kan skyldes manglende vedligeholdelse af fyret.

- Resultatet af undersøgelsen får vi i løbet af ugen, siger vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt