I det fynske folks tjeneste

Fire uger for at have stukket manden i ryggen

Den 49-årige kvinde, der lørdag blev anholdt og sigtet for at have stukket sin mand med kniv i ryggen, er søndag varetægtsfængslet i fire uger.

Retten i Odense besluttede, at den 49-årige hustru, der er sigtet for at have stukket sin mand i ryggen med en kniv, skal varetægtsfængsles i fire uger.

Det er angivelig et skænderi mellem en 60-årig mand og hans 49-årige ægtefælle, der udløste det knivstik, der lørdag sendte manden på hospitalet bevidstløs og med en perforeret lunge.

Det fremgik af den sigtedes egen forklaring i retten, og af politiets afhøringsrapport fra lørdag formiddag, hvor den 49-årige blev anholdt.

I samråd med sin forsvarer Georg Stensboe, nægtede den 49-årige sig formelt skyldig, fordi hun ikke kan huske hændelsesforløbet.

Forsvareren ønskede i øvrigt grundlovsforhøret holdt for lukkede døre, ikke anklageren, men domeren fandt ikke, der var tilstrækelig begrundelse til dørlukning, så hun nedlagde i stedet navneforbud i sagen.

navneforbud

Skænderi

Den sigtede forklarede til sekretariatschef Marianne Birck, der søndag var anklager i retten, at hun og ægtemanden havde haft nogle diskussioner i løbet af fredag eftermiddag og ud på aftenen.

Manden skulle ifølge den sigtede hustru have svært ved at acceptere, at han var fyldt 60 år, og samtidig diskuterede de hustruens datter og svigersønnen, som manden angivelig har et horn i siden på.

Det er hustruens datter fra før hun mødte sin nuværende mand.

Kvinden husker ikke, hvad der skete ud på aftenen. Hun forklarede, at de fra fredag eftermiddag havde delt to flasker rødvin, og at manden var begyndt at råbe ad hende i diskussionen, der igen drejede sig om datteren og svigersønnen.

Hun forklarede, at hun var vågnet op i køkkenet klokken fire, natten til lørdag, hvor hun ikke bemærkede andet, end at manden lå og sov i sin seng.

Senere vågnede hun, da hun hørte, at manden ville lukke hundene ud, men døsede hen igen. Hun undrede sig over, at hundene stadig trissede rundt indenfor og stod derfor op, hvor hun fandt manden liggende på maven på gulvet i stuen, med hovedet ovenpå en væltet højttaler.

Hun kunne ikke få liv i ham, og hun kunne høre, at han trak vejret unaturligt, så hun ringede 112.

Venner kørte hende på hospitalet, hvor hun kort efter blev anholdt af politiet.

sigtelse

Tilstod overfor politiet

Selvom den 49-årige kvinde søndag i retten ikke rigtig kunne redegøre for hændelserne i timerne op til knivstikket, så fremgik det af politiets afhøringsrapport, at kvinden ved anholdelsen havde strakt hænderne frem og havde sagt, at hun havde gjort det.

Ifølge politirapporten havde hun stukket manden i ryggen med kniven i køkkenet og efterfølgende lagt kniven fra sig på køkkenbordet. Det skulle være sket omkring klokken 01.00, natten til lørdag.

Forsvareren mente ikke, der var grund til at varetægtsfængsle den 49-årige, fordi der ikke var grund til at antage, at hun ville begå lignende kriminalitet.

Anklageren mente, at hun skulle fængsles, fordi forbrydelsen er grov, og fordi der stadig mangler at blive afhørt naboer og familie i sagen.

Dommeren valgte at følge anklagerens anmodning og varetægtsfængsle den 49-årige frem til den 16. april.

varetægtsfænsling

Ved du noget? Så send os et tip