Firma dømt for ulovlig handel med Saddam

Bilvirksomhed er dømt til at betale 25 millioner kroner. Pengene er tjent på ulovlig handel med Irak.

Bilvirksomheden Bukkehave Corporation A/S skal have konfiskeret 25 millioner kroner. Det har Retten i Svendborg bestemt.

Retten fandt det bevist, at Bukkehave i 2000 og 2001 indgik 15 kontrakter med det irakiske styre, hvor virksomheden forpligtede sig til at betale 10 procent af kontrakternes værdi til det irakiske styre.

Bukkehave har i perioden solgt lastbiler og reservedele for 125 millioner kroner til Irak. Virksomheden var tiltalt for at have handlet ulovligt med Saddam Hussein i perioden fra sommeren 2000 til sommeren 2002.

I den periode havde FN etableret et handelsembargo under det såkaldte olie-for-mad-program.

Vicestatsanklager Hans Jakob Folker fra bagmandspolitiet havde nedlagt påstand om at konfiskere 25,9 millioner kroner fra Bukkehave Corporation A/S.

Men ejeren af Bukkehave, Christian Haar, slipper for en eventuel tur i fængsel, for strafansvaret er forældet. Strafansvaret forældes efter to år, mens konfiskationsansvaret først forældes efter 10 år.

Det sidste kapitel om danske virksomheders ulovlige handel med Iraks tidligere diktator Saddam Hussein er således skrevet.

Bukkehave Corporation er den eneste danske virksomhed, som er endt i retten for at have betalt Saddam Hussein penge under bordet for at få attraktive ordrer i Irak.

13 andre virksomheder, som Novo Nordisk og Grundfos, har tidligere indgået forlig og indrømmet, at de gav Saddam Hussein penge under bordet for at få lukrative kontrakter.

Det er uvist, om Bukkehave Corporation A/S vælger at anke dommen.

Oversigt

    Oversigt