I det fynske folks tjeneste

Firmaer på Fyn og i Sydjylland må afvise ordrer

Hver femte virksomhed på Fyn og i den sydlige del af Jylland må afvise ordrer, fordi de mangler medarbejdere til at udføre opgaverne. Ligesom resten af landet råber det lokale erhvervsliv på mere arbejdskraft. Der er hverken ledere, faglærte eller ufaglærte nok. 

Mangler arbejdskraft

Det viser en spørgeundersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation baseret på svar fra 362 ledere i et område, der svarer til den nye beskæftigelsesregion Syddanmark.

24 procent af de lokale virksomheder er så meget i bekneb for arbejdskraft, at de nu overvejer at hente nye medarbejdere uden for Danmark.

- Ikke blot Syddanmark, men også landet som helhed står over for at skulle importere arbejdskraft, hvis ikke udviklingen skal tabe luft. Det er helt galt og skadeligt, når virksomheder må sige nej til ordrer og indtægter, fordi de ikke har hænder nok.  Det siger afdelingschef Kim Møller Laursen fra Ledernes Hovedorganisation. 

Medarbejderne arbejder mere

-Regeringen har taget flere skridt i den rigtige retning til at løse problemerne med mangel på arbejdskraft. Men når det er sagt, er vi nødt til at se på skatten på arbejde, og om vi også skal skrue på andre håndtag for at få besat de ledige job. Her kunne man jo eksempelvis se på en justering af dagpengesystemet.

Imens har 59 procent af de lokale virksomheder sat tempoet i vejret ved at lade medarbejderne arbejde mere end 37 timer om ugen, viser undersøgelsen fra Ledernes Hovedorganisation.