Fisker efter halvering af torskekvote: Jeg lukker min butik

Fødevareminister Esben Lunde Larsen mener, at mandag aftens aftale om torskekvoter er en blød landing. For fisker Jesper Rasmussen er det en katastrofe.

Næste år må danske fiskere nøjes med under halvdelen af de torsk, som de i dag kan fange i den vestlige Østersø.

Det betyder, at fisker Jesper Rasmussen skal se sig om efter noget andet at lave. Bagenkop-fiskeren tager nemlig konsekvensen af, at Østersølandene mandag aften blev enige om en reduktion på 56 procent af torskekvoterne.

- Jeg købte for otte år siden en kvote for 1,8 millioner, den er 300.000 værd i dag. Hvis jeg er heldig. Efter nytår er den måske kun 150.000 værd.

- De tager ikke hensyn til kystfiskeriet, som de siger de vil. Det er noget vrøvl de siger. Vi kan ikke leve af det. Det betyder, at jeg lukker min butik fra dags dato af, siger Jesper Rasmussen til TV 2/FYN.

Minister: Fra katastrofe til blød landing
Det var fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), som på vegne af Danmark forhandlede aftalen med sine europæiske ministerkolleger på et møde i Luxembourg.

Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V)
Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V)
Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Det oprindelige foreslag var en reduktion på 88 procent i den vestlige Østersø og 39 procent i den østlige

- Jeg er tilfreds og betragter det som en halv sejr for Danmark, at vi kun endte med en reduktion på 56 procent i den vestlige Østersø og 25 procent i den østlige Østersø, sagde fødevareminister Esben Lunde Larsen til Ritzau efter mødet mandag aften. Han tilføjede desuden:

- Det bliver stadig hårdt for fiskerne og fiskersamfundene, men fra en katastrofe er vi kommet ned på en blødere landing.

Der er omkring 400 fiskerifartøjer i den vestlige Østersø.
Af dem er omkring 100 fartøjer afhængige af at fiske torsk, vurderer Svend-Erik Andersen,  formand for Danmarks Fiskeriforening.

 

Oversigt

    Oversigt