I det fynske folks tjeneste

Fisker fik lig i garnet

En fritidsfisker ved Nyborg fik mandag morgen et lig i sit garn, da han var ude for at fiske.

Fiskeren var ude for at tømme sit rødspættegarn 200 meter fra kysten mellem Slipshavnen og Lindholm, da han klokken 6.45 fik liget i sit garn.  Fiskeren, der er fra Nyborg, sejlede straks til havnen ved Lindholm hvor redningsmandskabet stod klar.

- Vi blev kontaktet af fiskeren, og vi har nu bjerget manden, og han er blevet kørt til OUH, fortæller indsatsleder Michael Hansen fra beredskabet i Nyborg.

Der er tale om en mand på 55-60 år. Han er almindelig af bygning og var velklædt med cowboybukser og t-shirt. Politiet mener, at han højst har ligget i vandet i 24 timer.

Politiet kender endnu ikke identiteten på manden, men han havde nogle nøgler på sig, som måske kan afklare mandens identitit.

Umiddelbart vurderer politiet, at der ikke er tale om en forbrydelse.