Fjelsted gav jyder baghjul i sommerpremiere

Den fynske speedwayklub Fjelsted slog fredag aften Grindsted i første kamp efter sommerpausen.

Team Fjelsted er tophold i den danske speedwayrække, og det cementerede fynboerne i fredagens dyst.

Fjelsted vandt 55-30 over Grindsted i en kamp, der indledte anden halvdel af Dansk Metal Speedway League.

- Det var en meget meget ensidig match fra start til slut. Det var en suveræn indsats fra vores side. Jeg tror ikke, at jeg har været med til at vinde så stort før, siger Morten Svendsen, der er holdleder i Fjelsted.

Hos Grinsted erkender de, at Fjelsted var et bedre mandskab, men føler samtidig, at sejrscifrene ikke gav det sande billede af kampen.

- Det var et fantastisk hold, vi mødte. Fjelsteds sejr blev måske for stor, men sådan er det," siger Johnny Hvidtfeldt, der er holdleder i Grindsted.

Med sejren overtager Fjelsted førstepladsen i ligaen fra Esbjerg Motorsport. Netop de to hold mødes på onsdag i et sandt topopgør.

Oversigt

    Oversigt