I det fynske folks tjeneste

Fjerde brand i træk på Vestfyn

Natten til tirsdag nedbrændte et hus i Høed ved Glamsbjerg. Ingen kom noget til, men der var risiko for spredning til nærliggende huse.

Det stråtækte hus udbrændte totalt

Branden opstod kl. 05.20 natten til tirsdag i en stråtækt ejendom på Ruerne i Høed ved Glamsbjerg.

Ilden var så kraftig, at der var risiko for andre stråtækte huse 75 meter væk, og brandfolkene prioriterede at sprøjte vand på nabohusene for at undgå spredning.

Huset var ubeboet, fordi lejeren for tiden er indlagt på sygehus, men huset brændte ned.

Politiets teknikere er ved at undersøge årsagen til branden. På forhånd er der tegn på, at branden opstod i husets fyrrum.

Det er fjerde natlige brand i træk i Assens Politikreds, men politiet understreger, at det er tilfældigt.

Politiets undersøgelser viser, at en brand natten til mandag, der kostede to hunde livet, opstod i et fjernsyn.