Fjernvarme Fyn: Facebook-varme bliver ikke billigere

En aftale mellem Facebook og Fjernevarme Fyn betyder, at overskudvarmen fra Facebooks datacenter i Odense skal bruges i fjernvarmenettet. Men prisen på fjernvarmen falder ikke af den grund, siger Fjernvarme Fyns direktør.

Tirsdag blev det offentliggjort, at Fjernvarme Fyn har indgået en aftale med Facebook. En aftale, der betyder, at overskudsvarmen fra IT-gigantens kommende datacenter i Odense skal kanaliseres over i fjernevarmenettet.

- Vores projekt er forholdsvis unikt, fordi vi har et meget stort distributionsnet. Og Facebook har placeret datacentret helt inde i vores distributionsnet, så vi kan udnytte energien meget, meget effektivt i vores system, siger Jan Strømvig, der er administrerende direktør i Fjernvarme Fyn.

Overskudsvarmen dækker 6-7000 husstandes forbrug

Facebooks overskudsvarme kommer til at fortrænge onkring fem procent af Fjernevarme Fyns samlede energiproduktion. Det er primært fra det kulfyrede anlæg, at der fremover skal bruges mindre.

- Vi har ikke præcis regnet det om i, hvor mange tusind tons det er, men det svarer til de her 6-7000 husstandes årlige energiforbrug, siger Jan Strømvig.

Overskudvarmen gør det ikke billigere for forbrugeren

En del af aftalen med Facebook betyder, at strømmen skal stamme fra vedvarende energi. Det betyder, at Fjernvarme Fyn skal have skaffet certifikater til den strøm, Fjernvarme Fyn skal bruge til varmepumpeanlægget.

- Det er noget af det, vi skal finde ud af nu; hvordan og hvilke projekter er det, vi skal støtte for at producere den strøm, fortæller Jan Strømvig. 

Aftalen mellem Facebook og Fjernvarme Fyn betyder, at man ikke fyrer overskudsvarmen direkte ud i luften, men der skal samtidig investeres, før varmen kan pumpes ud i de fynske fjernvarmerør.

Er det her en god forretning for forbrugeren? 

- Vi skal ud og lave en investering i varmepumper, og de varmepumper bruger jo også noget strøm, og der er jo nogle afgifter forbundet med det. Det har været vigtigt for Fjernvarme Fyn, at det her ikke bliver dyrere for kunderne, så det tror jeg vi kan sige med stor sikkerhed, det vil ikke blive dyrere for vores kunder. Men vi forventer heller ikke, at det bliver billigere, siger Jan Strømvig.

Det er planen, at Facebooks datacenter i Odense åbner i 2020. 

Oversigt

    Oversigt