I det fynske folks tjeneste

Flere ambulancer til Vestfyn

Ambulancerne skal komme hurtigere frem på Vestfyn. Derfor styrker Fyns Amt nu ambulancebetjeningen af Nordvest- og Sydvestfyn. Amtet har indgået en aftale med Falck om at indsætte ekstra ambulancer i Assens, Glamsbjerg, Faaborg og Aarup.

-

Ambulancerne skal komme hurtigere frem på Vestfyn. Derfor styrker Fyns Amt nu ambulancebetjeningen af Nordvest- og Sydvestfyn. Amtet har indgået en aftale med Falck om at indsætte ekstra ambulancer i Assens, Glamsbjerg, Faaborg og Aarup.


Hurtigere ambulancer
Dermed imødekommer amtet ønskerne om en forstærkning af ambulanceberedskabet efter sygehuslukningen i Assens.


Med den nye aftale med Falcks redningskorps håber Fyns Amt at kunne nedbringe antallet af ambulancekørsler, der er over 15 minutter om at nå frem.


Aftalen med Falck betyder, at der bliver indsat eksta ambulancer i dagtimerne på stationerne i Assens, Glamsbjerg og Faaborg. Aftalen betyder, at de ekstra ambulancer vil blive bemandet 35 timer om ugen.


Døgnbemanding i Aarup
På Nordvestfyn indsætter Falck ekstra ambulancer i Ejby indtil den nye falckstation i Aarup er færdig til foråret. Ambulancerne i Ejby og Aarup vil blive betjent døgnet rundt.


Det nye ambulanceberedskab er en forsøgsordning der skal køre fra 1. januar 2002 til udgangen af 2003. Derefter skal Falck og Fyns Amt evaluere ordningen for at se om responstiderne er blevet nedsat. Ordningen på Nordvestfyn koster Fyns Amt 3,1 mio kr., mens ordningen på Sydvestfyn er gratis for amtet.


Styrker monopolet
Men selvom fynboerne nu får bedre ambulancebetjening er det ikke alle politikere, der er tilfredse med aftalen.


\"Denne ordning styrker jo bare Falcks ambulancemonopol på Fyn, og det virker som om, at sygehusudvalgsformand, Ester Larsen(V), ignorerer Amtsrådets beslutning, om at undersøge alternativer til Falck, \"siger Pernille Weiss(K), der er næstformand i Sygehusudvalget.


Samtidig undrer Pernille Weiss sig over, at der ikke bliver indsat ekstra ambulancer på Langeland, da en ny opgørelse viser, at netop på Langeland er Falck længst tid om at nå frem til ulykkesstederne.


Sygehusudvalget skal behandle den nye kontrakt med Falck på udvalgets møde på mandag.