I det fynske folks tjeneste

Flere anholdt for gadeuorden i Odense

Fem personer blev i løbet af natten anholdt for gadeuorden i nattelivet i Odense. Tre af dem bliver sigtet.

Politiet havde en travl nat i Odense.

I tre tilfælde måtte de skride til anholdelser i løbet af natten, og havde derfor i alt fem personer til overnatning i detentionen.

Alle fem er nu løsladt, dog må tre af de anholdte se frem til sigtelser for blandt andet brud på restaurationsloven, fornærmende tiltale samt for at lægge hindringer vejen for politiets arbejde.

En ung mand blev anholdt ved Café Kræz, hvor han, til trods for en advarsel tidligere på aftenen, lavede ballade. Det fortsatte han med, da politiet igen kom til stedet, hvorfor de ville tage ham med.

- Det var han ikke enig i, og modsatte sig derfor anholdelse og talte meget groft til betjentene, siger Thomas Bentsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Han kan derfor se frem til en sigtelse for brud på restaurationsloven, for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde samt at modsætte sig anholdelse. Med andre ord en lidt dyrere bytur end formentlig planlagt.

I et andet tilfælde opstod der slagsmål på The Gym i Overgade, hvor en ung mand ligeledes blev anholdt.

- Han kom også med til afsvaling på politigården og vil blive sigtet for gadeuorden, siger Thomas Bentsen.

På Slagteriet på Rugårdsvej var politiet tilkaldt på grund af lidt ballade, og da de ankom blev en kvinde meget ophidset.

- Hun var meget aggressiv og tog fat i den ene betjent. Derefter kom en mand og kvinde mere til, og de endte med alle tre at blive anholdt, siger Thomas Bentsen.

Den ene, en 32 år gammel kvinde, bliver sigtet for gadeuorden, brud på restaurationsloven samt for at lægge hindringer vejen for politiets arbejde.

Alle nattens anholdte er nu løsladt.