I det fynske folks tjeneste

Flere biler over Storebælt igen

10.800.000 biler kørte i 2011 over Storebæltsbroen. Det er en fremgang på 3,1 procent i forhold til 2010, og første gang i tre år, at trafikken på broen stiger.

I følge Sund & Bælt hænger fremgangen især sammen med at der ikke var store problemer med dårligt vintervejr i 2011. Fremgangen for personbiler var på 2,7 procent, mens lastbiltrafikken steg med 6,5 procent.

- Efter to år med fald i trafikken ser vi nu igen en stigning både i personbiler og lastbiler på Storebælt. Lastbiltrafikken har været på et højt niveau hele året, hvilket bl.a. skyldes en generel gunstig udvikling i godsmarkedet i særligt 2. og 3. kvartal, og at der er overflyttet lastbiltrafik fra Århus-Kalundborg overfarten i forbindelse med, at den overgik fra Mols-Linien A/S til Kattegat-ruten. Der er også tegn på, at en større del af den internationale godstransport har benyttet Storebælt frem for færgeruterne til Tyskland, siger Sund & Bælts adm. direktør Leo Larsen.

Resultatet betyder, at Sund & Bælt kan afdrage 1,5 milliarder kroner på gælden, som ved udgangen af 2011 udgør 27,6 milliarder kroner. Det betyder, at gælden nu kan være betalt ud i 2029.

Ved du noget? Så send os et tip