Flere børn skal spille tennis

Færre og færre børn og unge spiller tennis. Det forsøger de nu at ændre på ved DM for juniorer i Marienlyst.

Lige nu kæmper Danmarks bedste juniorspillere om DM-titlen i Marienlystcentret.  Samtidig kæmper tennissporten for at holde fast i de unge spillere, som i disse år flygter fra tennisklubberne. 

I løbet af de sidste ti år er antallet af medlemmer af Dansk Tennisforbund faldet med 50.000. En stor del af dem er unge mennesker, der falder fra i teenageårene. Det forsøger de nu at gøre noget ved til DM for juniorer i Marienlystcentret. Her forsøger de med nye tiltag at gøre mere ud af det sociale sammenhold i tennissporten. 

- Nogle københavnske klubber tager afsted hele klubben og overnatter her. Og det er jo rigtig befordrende for at skabe en fællesskabsfølelse. Derudover laver vi ved siden af selve konkurrencen nogle småkonkurrencer og andre ting, hvor børnene får mulighed for at være sammen på tværs af klubber, fortæller en af arrangørerne bag DM, Simon Dahl Verner, sportschef i Fruens Bøge Tennisklub.  

De nye tiltag er et hit hos en af DM-deltagerne, Jens Christian Sølver Skov fra Hareskov-Værløse Tennisklub:

- Det er en meget god idé, for du får noget sammenhold med nogle andre spillere, som du ikke kender så godt. 

Simon Dahl Verner håber på, at flere turneringer i fremtiden vil have et socialt islæt ligesom DM i Marienlyst, så de unges interesse for tennissporten vil blive bevaret: 

- Jeg tror på udvikling i turneringsformer, hvor man spiller mere i hold og har events, der er så interessante, at både børn og forældre har lyst til at rejse sammen i en gruppe. Det tror jeg er vejen frem, fortæller han. 

Juniorerne kæmper om titlerne i Marienlyst frem til søndag den 27. marts, hvor der spilles finaler. 

Oversigt

    Oversigt