Flere børn og unge begår røveri

Kun 227 børn og unge i Odense var i 2010 i konflikt med loven og det er et lille fald i forhold til året før. Til gengæld står flere børn og unge bag røverier og narkokriminalitet.

I 2010 begik 17 unge mellem 15 og 17 år røveri i Odense. Det er en voldsom stigning i forhold til 2009 hvor tallet kun var tre.

Bedre ser det ikke ud med narkokriminaliteten. I 2010 var 13 børn og unge involveret i narkokriminalitet med bare ét tilfælde året før.

Tallene stammer fra Odense Kommunes opgørelse over kriminalitet blandt børn og unge, og udviklingen inden for røverier og narkokriminalitet betyder, at andelen af grov kriminalitet blandt børn og unge er steget fra 50 procent i 2009 til 54,2 procent sidste år.

Inden for den grove kriminalitet er vold stadig den hyppigste form for kriminalitet. I 2010 var 42 børn og unge involveret i voldssager.

Men samtidig falder andelen af børn og unge, der begår tyveri, butikstyverier og hærværk.

Undersøgelsen viser også, at det især er unge drenge mellem 15-17 år der begår den største del af kriminaliteten. Distrik Øst har flest kriminelle børn og unge, og 44,5 procent af de kriminelle forhold bliver begået af unge med anden etnisk herkomst end dansk.

Læs rapporten om kriminalitet blandt børn og unge

Oversigt

    Oversigt