Succes på Odense Teater: Flere ekstraforestillinger på vej

Forestillingerne "Leonora Christina" og "Mio, min Mio" har gjort det så godt, at Odense Teater endnu engang har valgt at oprette ekstraforestillinger.

Har du endnu ikke set Odense Teaters bud på "Leonora Christina" og "Mio, min Mio", skal du ikke fortvivle. I vinterferien er det nemlig muligt at tage hele familien under armen, når der spilles ekstraforestillinger.

- Det går rigtig godt, og der er stor efterspørgsel på forestillingerne. Vi er glade teaterfolk, siger kommunikations- og salgschef på Odense Teater, Julie Lindegaard.

Allerede på premiereaftenen i januar var fremmødet stort til forestillingen "Leonora Christina" i Odeon. Det største teaterstykke, Odense Teater nogensinde har lavet. 1.500 gæster oplevede historien om kongedatteren Leonora Christina, der forgæves gik efter magten og endte med at tilbringe næsten 22 år i fangeskab i Blåtårn på Københavns Slot.

- Jeg synes, det var en rigtig flot musical. Jeg efterlyste action, og det fik vi. Der er smæk for skillingen. Der er flot musik, og der er flotte dragter, sagde Gorm Andersen til TV 2/Fyn på premiereaftenen.

 

 

Efterspørgsel på gode pladser

For kommunikations- og salgschef på Odense Teater, Julie Lindegaard, har begejstringen for forestillingen "Leonora Christina" heller ikke været til at overse.

- Folk vil gerne se musicalen, og de vil gerne sidde godt. Den mulighed skal folk have, og derfor har vi valgt at oprette en ekstraforestilling, så der igen er mulighed for at se stykket fra netop den plads, man ønsker, fortæller hun.

Forestillingen "Mio, min Mio" er ifølge Julie Lindegaard også kommet så godt fra start, at den får en ekstraforestilling.

- Vi kan se, at forældre gerne vil tage deres børn med ind og se den, selvom de måske allerede har set den med skolen, siger hun.

Teater, der får folk til at tale sammen

En af de ting, Odense Teater især er glade for, er, at de med forestillingerne formår at få folk til at tale sammen.

For Julie Lindegaard er det dejligt at mærke, hvordan folk gerne vil ind og se det, alle de andre taler om. Og ifølge hende er det vigtigt, at forestillingerne lever videre på arbejdspladsen, blandt vennerne og på Facebook.

- Vi er et godt sted med vores forestillinger. De får folk til at udvikle sig, de rører folk, og de får dem til at mene ting. Og det er netop det, vi som teater skal kunne, siger hun.

Et samarbejde, der giver muligheder

"Leonora Christina" er lavet i et samarbejde mellem Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera. 

I Odense Symforniorkester har samarbejdet haft stor betydning.

- Vi spiller for mange flere mennesker, end vi plejer, og vi spiller for nogen, der ikke normalt kommer til vores koncerter, siger kommunikationschef i Odense Symforniorkester, Trine Lai.

Hun forklarer, at samarbejdet har været med til at gøre, at flere nu ved, hvad et symforniorkester er, og hvad de kan skabe. Hun håber, at det i fremtiden kan gøre, at flere vil lytte til dem.

- Vi har fået lov til at servere noget for nogen. De kan smage på retten og vurdere, om det er noget, de kan lide. Det håber vi, de kan, så de kommer igen, siger hun.

En fremtidig "Leonora Christina"?

Til spørgsmål om, hvorvidt man kan forvente en kæmpesatsning som "Leonora Christina" i den nærmeste fremtid, er svaret klart.

- Vi kommer ikke til at lave en "Leonora Christina" lige foreløbig. Det går på alle måder udover, hvad teateret kan og skal lige nu. Økonomien, der står bag, kan ikke gentage sig igen næste år. Det er stadig dyrt at lave teater, selvom vi sælger mange billetter, siger Julie Lindegaard.

Om teateret tør satse i fremtiden, må tiden derimod vise.

- Det skal vi snakke om, når vi er færdige med at lave "Leonora Christina". Men vi har lige løbet et maraton, så nu skal vi puste ud, inden vi løber et nyt, siger kommunikations- og salgschefen.

Oversigt

    Oversigt