Flere fynboer i regionen på vej ud

Halvdelen af de fynske regionspolitikere stiller måske ikke op igen. Der er for få opgaver, lyder kritikken.

Regionrådet er for stort til de få opgaver, der er. Der er for lidt at lave til 41 medlemmer, lyder det.

Det er en udbredt holdning hos især menige fynske regionspolitikere. Kun syv af de 15 fynske medlemmer har besluttet at stille op igen ved valget i november 2009, skriver Fyens Stiftstidende.

Hovedparten af de øvrige er i tvivl - og en gennemgående begrundelse er, at det politiske indhold er for tyndt og vil blive stadig mere udvandet.
- Der var politik i at lægge sygehusstrukturen på plads, men nu begynder der at mangle et projekt i forhold til, at vi er 41 i rådet, siger tidligere fynsk amtsborgmester Poul Weber (V), som vejer for og imod, til Fyens Stiftstidende.

Søren Salling (K), der også er i tvivl, er enig med Weber.
- Regionsrådet er 20 medlemmer for stort. Og på de forskellige dagsordener bliver der stadig flere sager til orientering og tilsvarende færre til beslutning, siger Salling til avisen.

Det andet fynske medlem af K-gruppen, Poul Sækmose, kan også være på vej ud.
- Jeg overvejer. Regionerne må have flere opgaver, ellers bliver de for udvandede, og så er 41 regionspolitikere for mange, siger Poul Sækmose.

Ib Madsen (S) afløste i slutningen af 2007 Julie Skovsby, som forlod regionsrådet, fordi hun blev valgt til Folketinget. Og den korte karriere som regionrådsmedlem slutter når valgperioden udløber, lyder fra den 58-årige tidligere amtspolitiker.

Oversigt

    Oversigt