I det fynske folks tjeneste

Flere fynske influenzadødsfald: Få vaccinen gratis

De fynske Matas-butikker tilbyder nu sammen med Danske Lægers Vaccinations Service influenzavaccine kvit og frit.

Danske Lægers Vaccinations Service og Matas tilbyder nu influenzavaccination i butikker over hele Fyn Foto: Matas PR.

Vinterhalvåret nærmer sig, og dermed nærmer influenzasæsonen sig også.

Vi har alle prøvet at vågne op med influenzaens hårdtrammende symptomer som ømhed i kroppen, hovedpine og feber. 

Men nu er det ikke kun ansigtscreme, en ny mascara eller en duftende parfume, du kan få i de fynske Matas-butikker. Nu åbner butikkerne nemlig dørene op for borgere, der er i risikogruppen i forbindelse med influenzasmitten, så de kan få vaccinen. 

Ifølge Sundhedsstyrelsen dør mellem 1.000 og 2.000 mennesker om året på grund af influenza i Danmark. Det svarer til mellem 85 og 170 mennesker alene på Fyn, og de år, hvor vi oplever influenzaepidemier, stiger tallet til mellem 170 og 425 fynboer. 

Læs også Er du vaccineret mod influenza? Nu er det for sent

Ifølge Statens Serum Institut steg antallet af personer i risikogruppen, der lod sig vaccinere, fra 594.726 i 2015 til 693.327 i 2016. Det svarer til cirka 8.500 på Fyn. Den markante stigning hænger sammen med situationens alvor, og at det samtidig aldrig har været nemmere at blive vaccineret.

Og nu bliver det så endnu nemmere at få vaccinen.

– Folk har for alvor fået øjnene op for, at influenza faktisk er en alvorlig sag. Risikogruppen, som blandt andet omfatter personer over 65 år, gravide efter 12. uge og overvægtige med BMI på mere end 40, rammes hårdt af influenza og kan nemt udvikle følgesygdomme som for eksempel lungebetændelse, der ofte forårsager dødsfald. Gennem samarbejde med blandt andre plejecentre, apoteker og Matas er det faktisk lykkedes at gøre vaccinen mere tilgængelig, og derfor er der også flere, der lader sig vaccinere, siger Mogens Rishøj, der er cheflæge hos Danske Lægers Vaccinations Service, i en pressemeddelelse.

Fynske butikker inviterer indenfor

I Matas-butikker over hele Fyn kan borgere, der er i risikogruppen i forbindelse med influenzasmitten, blive vaccineret enten søndag den 1. eller lørdag den 7. oktober. Og det kan de kvit og frit.

Det er dog ikke butiksassistenterne, der skal give vaccinerne. Det er sygeplejersker fra Danske Lægers Vaccinations Service, der siden 1998 har givet mere end tre millioner influenzavacciner i Danmark.

– I Matas vil vi bidrage til, at borgerne holder sig sunde og raske. Derfor tilbyder vi influenzavaccination til vores kunder rundt i hele landet i samarbejde med sygeplejersker, der er grundigt trænet til opgaven. Det sikrer, at det både er nemt og sikkert at få vaccinen. Og tidsbestilling er ikke nødvendig, man skal blot møde op. Men husk sygesikringsbeviset, siger Henrik E. Johannsen, der er informations- og miljøchef i Matas. 

Læs også Influenza på vej: Er du forberedt?

De år, hvor der opstår en influenzaepidemi i Danmark, stiger dødstallet med mellem 1.000 og 3.000 mennesker i løbet af vinterhalvåret. Derfor håber Danske Lægers Vaccinations Service også, at mindst lige så mange benytter sig af muligheden for vaccination igen i år. 

– Den bedste beskyttelse mod influenza er en vaccination, og med sidste års 693.327 personer i risikogruppen, nåede vaccinen ud til lige over halvdelen af alle risikopatienter i Danmark. Det kan redde liv, og vi er glade for, at flere gør brug af servicen. Og så håber vi naturligvis, at tallet bliver endnu højere i år, siger Mogens Rishøj.

Du kan se hvilke butikker i Odense, der tilbyder influenzavaccinen og hvornår på Matas' hjemmeside.