I det fynske folks tjeneste

Flere fynske kommuner overvejer rygeforbud

Flere fynske kommuner er på vej til at forbyde røg i arbejdstiden. Odense har tidligere forsøgt uden at få det igennem.

Smøg-pauser i arbejdstiden er et truet privilegium for de 450.000 offentligt ansatte i kommunerne.

Mindst fire danske kommuner har allerede indført totalt rygeforbud på alle eller nogle af kommunens arbejdspladser - og ti andre arbejder på sagen.

Det viser en omfattende undersøgelse, som Avisen.dk har foretaget blandt personalecheferne i de danske kommuner.

- Vi er Fyns sundeste kommune, så det er fuldstændig oplagt, at vi skal være helt røgfri. Vi tror på, at det er den ekstra motivation, som de 22-23 procent af vores 3600 medarbejdere, der ryger, har brug for, lyder det fra kommunaldirektør Henning Qvick i Assens til Avisen.dk.

Udviklingen begejstrer Kræftens Bekæmpelse, som forventer, at flere kommuner følger trop, når de første har banet vejen.

- Rygeforbud i arbejdstiden er meget politisk følsomt, og der har længe hersket en afventende holdning i kommunerne.

- Men det her er startskuddet til en proces, der vil tage fart over de næste par år, siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse til Avisen.dk.

Ud af de 98 kommuner har over to tredjedele medvirket i undersøgelsen - deriblandt de fem største. Knap hver femte af de adspurgte kommuner har enten bedt medarbejdere lade piben blive hjemme - eller overvejer at gøre det.

Men mindst fem andre kommuner går aktuelt i samme tanker. Det drejer sig om Assens, Kerteminde, Faaborg-Midtfyn, Holbæk og Sorø Kommune.

Ifølge Kommunernes Landsforening er mange kommuner klar til at tage skridtet videre, selv om loven ikke kræver det.

- Kommunerne skæver meget til hinanden i det her spørgsmål, fordi det er præget af meget stærke holdninger.

- Det tager nok noget tid, før alle kommuner når til totalt rygeforbud, men det er uden tvivl den vej, det går, siger Preben Meier Pedersen, der er chefkonsulent med speciale i arbejdsmiljø.

Ved du noget? Så send os et tip