I det fynske folks tjeneste

Flere hjemløse på Fyn: Elevråd giver en hjælpende hånd

Elevrådet er i gang med at pakke tøjet, så det kan blive uddelt 10. december. Foto: Morten Albek

Elevrådet er i gang med at pakke tøjet, så det kan blive uddelt 10. december. Foto: Morten Albek

Projekt Husvild er på gaden en gang om ugen for at snakke med de hjemløse. Foto: Morten Albek

1 af 3

På to år er antallet af hjemløse i Odense steget kraftigt. Social- og Sundhedsskolen Fyn vil med en indsamling gøre en forskel for de udsatte.

I et kælderrum på Vestre Stationsvej i Odense er der i disse uger en masse unge mennesker, som lægger utalige frivillige arbejdstimer i et velgørende projekt.  

Social- og Sundhedsskolen Fyn samler nemlig tøj, tæpper, soveposer, hundekiks og alt andet, som folk kan undvære. Det gør de, fordi de hvert år støtter et godt projekt. Og i år kommer de mange arbejdstimer de fynske hjemløse til gode.

Vi mærker dem hver eneste dag

Michella Sibbersen, Projekt Husvild

- Grunden, til at vi valgte at samle ind til de hjemløse, er, at der kommer flere og flere. De har brug for en hjælpende hånd. De render rundt og har ikke ordentligt tøj og sko, og vi har brug for, at de får varmen, siger Jannie Ditte Arensberg, som er medlem af elevrådet på skolen.  

Flere hjemløse - bedre økonomi
Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd er antallet af hjemløse i Odense steget med 57 procent fra 2013 til 2015. Det sker efter Odense ellers en årrække havde succes med et faldende antal hjemløse.  

2009201120132015
208178110173

Det stigende antal fattige og dermed hjemløse står i kontrast til den positive udvikling der har fundet sted i dansk økonomi. Ifølge Danmarks Statistik er gennemsnitsindkomsten i Danmark nemlig steget i sammet periode, men ifølge analysechef for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Jonas Schytz Juul, er der en forklaring på den stigende ulighed mellem rig og fattig.

- Det handler meget om, hvordan indkomsterne er fordelt i Danmark. Dem der har de højeste indkomster, er også dem, der har haft en rigtig pæn stigning i deres indkomst igennem de senere år. Tager man dem, der ligger i bunden, så er der altså nogen der har en faldende indkomst, forklarer Jonas Schytz Juul. 

Analysechefen ser kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen som nogle af de faktorer, der kan forklare den skævvridning. 

De unge ender på gaden
Projekt Husvild hedder den organisation, som elevrådet på Social- og Sundhedsskolen samarbejder med. Projekt Husvild står for to årlige uddelinger af tøj og andre ting til hjemløse og socialt udsatte på Fyn. Michella Sibbersen er frivillig i organisationen, og hun har ugentligt kontakt med de hjemløse.

Projekt Husvild er på gaden en gang om ugen for at snakke med de hjemløse. Foto: Morten Albek

Ifølge hende er det en bestemt aldersgruppe, som ender på gaden i disse tider.

- Vi kan bestemt mærke, at der kommer flere hjemløse, og vi ser faktisk også flere unge. Vi mærker dem hver eneste dag, fortæller Michella Sibbersen.  

Tilbage på Social- og Sundhedsskolen kommer der flere sække med tøj og soveposer ind ad døren. Jannie Ditte Arensberg og formanden for elevrådet, Jacob Rasmussen, har nemlig lige hentet 14 sække fra en genbrugsbutik. 

Det betyder endnu mere arbejde, men det gør ikke noget. 

- Vi vil ikke være i tvivl overhovedet. Vi vil helt sikkert gøre det igen næste år, slutter Jannie Ditte Arensberg, mens hun folder endnu et stykke tøj sammen. 

Uddelingen af alt det, der er samlet sammen, finder sted i Kongens Have i Odense 10. december. 

01:11 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip