Flere hopper på bussen

På to år har én million flere pasagerer valgt at tage med de fynske busser. En stigning, der ifølge FynBus skyldes ændrede priser, præcise afgange og forbedring af ruterne.

De seneste 24 måneder, fra august 2011 til august 2013, har væksten i passager-tallet været på 17 procent på de regionale busruter - og 10 procent på bybusserne i Odense.

Samlet betyder det, at mere end én million flere passagerer er hoppet på de fynske busser. En stigning, der ifølge FynBus-formand Torben Andersen, skyldes flere ting.

- FynBus er i tæt dialog med kunderne og tilpasser løbende tilbuddene til deres behov. Der sker løbende forbedringer på de største regionale busruter, busserne er blevet mere præcise, og priserne for rejser på KVIKkortet er blevet sat ned, siger formanden i en pressemeddelelse.

De mange nye bus-passagerer giver nye udfordringer.

- FynBus' største udfordring er nu at sikre, at der er plads nok i busserne, og her er det positivt at både Odense Kommune og Region Syddanmark afsætter flere penge til at udvide antallet af busser, siger direktør Carsten Hyldborg.

Oversigt

    Oversigt