Flere hundrede gik forgæves til unormal Heartland-samtale

Folk måtte gå forgæves, da Heartland indbød publikum til at overvære en samtale mellem kunstnerne Marina Abramovic og Tal R.

Allerede tyve minutter før samtalen mellem de to kunstnere, blev adgangen til Heartlands Talk-telt spærret. Der var alt for mange, der ville ind.

Men dem, der nåede at komme ind, var begejstret for arrangementet, hvor manuskripterne i sidste øjeblik blev skrottet for i stedet at gribe nuet og publikums medvirken.

- Det var ret underholdende. Jeg synes, det var rigtig godt, fortæller Trine Boesen, der selv er kunstner og stod bag årets sanseudstilling på Brandts.

Også Marlene Kejser fra København kom ud fra teltet med et smil på læben.

- Jeg tror, alle publikummer derinde var meget nærværende og spændte, hvad der skulle ske. Og  Trines veninde Sidse Colstrup Hindhede fra Odense supplerer:

- Det var meget dynamisk det hele.

Talks er et af kernekoncepterne på den fynske kulturfestival Heartland. For festivalen er en fusion af mad, musik og samtaler.

Og netop samtalen mellem de to kunstnere var meget populær. Måske fordi Marina Abramovic er en højtprofileret international kunstner, bosiddende i New York. Hun er serbisk født, og har i sin lange karriere været indbegrebet af en performancekunstner.

Tal R derimod er mest kendt på de danske breddegrader, hvor han har været med til at udsmukke Operaen i København. I modsætning til Abramovic har hans arbejde foregået hjemme i atelieret. Hendes foregår foran publikum, og netop disse to måder at betragte publikum, var omdrejningspunktet for samtalen i Talks-teltet, hvor der jævnligt kunne høres voldsomme klapsalver og brøl fra publikum.

Samtalen mellem de kunstnere, fik også sat Anne Cathrine Canings hjerneceller i sving.

- Det ramte egentlig meget godt temaet med at flygte fra det normale. Det var faktisk først til sidst, jeg forstod, at det var det, de prøvede at fange. At gøre noget, der ikke var normalt.

I alt byder festivalen på ni samtaler, og den sidste må formodes at blive en af de mest eftertragtede. Den byder på den verdensberømte musiker Brian Eno i samtale med den internationalt anerkendte arkitekt Bjarke Ingels.

Herunder kan du set et klip fra samtalen mellem Marina Abramovic og Tal R.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt