I det fynske folks tjeneste

Flere indberetter svigtede børn

De fynske kommuner oplever markant flere underretninger om børn, der mistrives. Men ikke alle er gearet til at tage imod så mange.

Læger har blandt andet oplevet, at en sultende familie fik besked

på at vente i fire uger på hjælp.

I 2013 steg antallet af underretninger i nogle fynske kommuner med op til 50 procent, oplyser DR Fyn.

Nogle kommuner har opnormeret med flere sagsbehandlere eller organiseret sig anderledes for at tage hånd om de mange

indberetninger. Men det er ikke alle.

Risikerer at "forsvinde"

De mange ekstra underretninger betyder, at socialrådgivere i nogle kommuner er så pressede, at alvorlige nødråb risikerer at drukne i sagsbunkerne.

Det fortæller Familiecenteret på Odense Universitetshospital, der hvert år laver mange underretninger til de fynske kommuner.

- Vores samarbejdspartnere i kommunerne er stressede og overanstrengte og de har svært ved at at se sig ud af dagens

opgaver. Og det betyder, at i nogle af de sager, hvor vi ønsker en hurtig sagsbehandling, er det simpelthen umuligt, siger overlæge Inge Ibsen til DR Fyn.

Hun fortæller blandt andet om en sag, hvor en sultende familie fik besked fra kommunen om, at der var fire ugers behandlingstid på deres sag.

Til trods for de bogstaveligt talt ikke havde noget at spise.

Også socialrådgiverne mærker, at antallet af underretninger er stigende.

Det fortæller Socialrådgivernes formand i Region Syddanmark, Anne Jørgensen:

- Nogle steder er de pressede, fordi flere opgaver, der skal løses for flere borgere og børn, ikke nødvendigvis betyder flere ressourcer til området, siger Anne Jørgensen.

I sagen med den sultende familie fra Odense Universitetshospital valgte

personalet at bruge 1000 kroner af afdelingens fondsmidler til at købe købmandsvarer til familien.

Ved du noget? Så send os et tip