I det fynske folks tjeneste

Flere kommer galt af sted til søs

Søværnet oplever en stigning i antallet af lystsejlere og fiskere, der kommer galt af sted til søs. Antallet af omkomne fordoblet fra syv til 14 i første halvår

Det gode vejrs skyld

Flere lystsejlere og erhvervsfiskere kommer i problemer, når de sejler i de danske farvande. I første halvår af 2009 har Søværnets Operative Kommando (SOK) oplevet en stigning i antallet af søredninger, og samtidig er antallet af personer, som omkommer fordoblet fra syv til 14. Derudover er ni personer fortsat savnet og formodet omkommet.

Paradoksalt nok har det gode vejr en del af skylden for de ekstra søredningsoperationer, siger kaptajnløjtnant Søren Post Pedersen fra SOK.

- Det har været særdeles godt vejr i forårsmånederne, så der er flere på havet, og det kan være skyld i stigningen, siger Søren Post Pedersen.

Han mener, at tallene giver grund til at råbe vagt i gevær, så danskerne bliver bedre til at tage de nødvendige forholdsregler, inden de sætter sejlet eller starter bådmotoren.

Søværnets skibe og Flyvevåbnets helikoptere bliver især kaldt ud til fritidsulykker, hvor en lystfisker eksempelvis er kæntret med sin jolle eller ikke er kommet hjem til aftalt tid. Det skete så sent som i lørdags, hvor en ældre fritidsfisker blev fundet i Lillebælt ved Årø af en redningshelikopter. Takket være sin påklædning og redningsvest overlevede manden den langvarige tur i bølgerne ved siden af sin båd.

I alt 164 gange i år har SOK måtte sende helikoptere og skibe afsted på redningsmissioner, mens det tilsvarende tal var 132 for første halvdel af 2008.

- Det bedste man kan gøre er at tage redningsvest på og have klare og tydelige farver på sit tøj, så man er synlig, hvis man er uheldig at ende i vandet, siger Søren Post Pedersen.

Derudover er det også vigtigt, at det ikke kun er skipperen, der kan sejle båden. Hvis han falder i vandet, kan hans liv afhænge af, at en af passagererne er i stand til at vende båden og bjærge ham, siger Søren Post Pedersen.

Ved du noget? Så send os et tip