I det fynske folks tjeneste

Flere kvinder snydt for længere hår

01:36

1 af 2

En sælger af hår-extensions har snydt flere kvinder på nettet. I en annonce lover hun længere hår til en billig pris, men kunderne har aldrig set håret og har i stedet mistet deres penge.

- Jeg er blevet snydt godt og grundigt.

Sådan lyder det fra Anette Dideriksen fra Odense. Hun ville gerne have længere hår, og så derfor et godt tilbud på nettet i januar måned.

- Der var en ung dame, der solgte det for 950 kroner, og man kunne få det sat i. Så tænkte jeg: Dejligt, så kan jeg spare nogle penge, fortæller hun.

Anette Dideriksen så reklamen på Facebook: Hår-extensions og påsætning til 950 kroner mod de næsten 5000 kroner, det koster hos en frisør.

Hun skulle blot overføre et depositum på 600 kroner til sælgeren. Men Anette Dideriksen har hverken set længere hår eller depositum.

- Første gang vi havde en aftale var hun syg. Anden gang havde hun fået lungebetændelse. Tredje gang havde hun fået kyssesyge. Så skriver hun, at hun vil sætte pengene retur på min konto. Det skete bare aldrig, siger hun.

Derfor har Anette Dideriksen sammen med en anden kvinde, der også er blevet snydt af den samme sælger, valgt at melde sagen til politiet.

- Den konkrete sag efterforsker vi i øjeblikket, så jeg kan bekræfte, at vi har modtaget anmeldelsen, og at vi arbejder med sagen, siger Leon Sørensen, der er vicepolitikommissær ved Fyns Politi.

TV 2/FYN har tirsdag talt med sælgeren, der ikke ønsker at stille op til TV. Hun forklarer, at det blandt andet er på grund af et bankskifte og en længere hospitalsindlæggelse, at de to kvinder ikke har fået deres hår-extensions eller depositum tilbage.

Sælgeren lover dog, at de begge vil få pengene retur senest onsdag.

Tilbage står Anette Dideriksen med en dyr lærestreg. Hun erkender, at hun burde have tænkt sig bedre om.

- Man skal virkelig tænke sig om, inden man overføre penge til private personer, siger hun.

Ved du noget? Så send os et tip