Flere nydanskere i uniform

Kun fire ud af Fyns Politis 800 betjente har en anden etnisk baggrund end dansk. Men politiet har brug for endnu flere nydanske betjente. Det skal en ny uddannelse forsøge at lave om på.

24-årige Rafi Ansari kom til Danmark som 12-årig fra Afghanistan og han har altid drømt om at blive politibetjent. Om halvandet år er han færdiguddannet. Men Rafi Ansari er bare en af fire betjente med anden etnisk baggrund end dansk i Fyns Politi.

Til august begynder uddannelsen Uniform 112, hvor alle kan tage grundforløbspakken som redder på Syddansk Erhvervsskole. Det kan bane vejen for de unge til at komme inden for poltiet, brandvæsenet, beredskabet, Falck eller Kriminalforsorgen.

Og hos Fyns Politi ser man gerne flere nydanskere i uniform.

- De har som ofte en anden kulturel baggrund, og det gør, at når vi kommer ud til andre etniske end danskere, så har de tit en anden indgangsvinkel til det. De kan måske bedre forstå den situation de står i, og vil have lettere ved at finde en løsning på det, fortæller koordinerende uddannelsesleder, Kim Nowak fra Fyns Politi.

I løbet af de 40 ugers grundforløb får de unge også undervisning i blandt andet dansk og engelsk på HF-niveau. Det er fag, der er nødvendige, hvis de vil ind på blandt andet politiskolen.

TV 2/FYN har meget mere om uddannelsen i vores udsendelse kl. 19.30, hvor du også kan møde 16-årige Hamed Kachkouch, der overvejer at blive betjent.

Læs mere om uniform 112 her

Oversigt

    Oversigt