Flere nye boliger på vej i Odense: Tigergården rives ned og bygges op på ny

Det otte etager høje boligkompleks Tigergården centralt i Odense er netop blevet erhvervet af Arkitektgruppen, der har købt ejendommen af Admiral Capital.

Endnu et nyt boligbyggeri er på vej i Odense.

Eller rettere bliver der tale om en nedrivning og en genopbygning af bygningen Tigergården. Ejendommen ligger centralt på hjørnet af Nørregade og Østre Stationsvej midt imellem Odeon og Odense Banegård.

Ejendommens nye ejere, Arkitektgruppen, har ambitioner om at bygge nyt på grunden, og nu igangsættes arbejdet med en ny lokalplan for området. 

Arkitektgruppen forventer, at det kommende byggeri kommer til at indeholde i alt cirka 15.000 kvadratmeter, der hovedsageligt kommer til at bestå af boliger, men også i stuetagen vil indeholde enkelte butikker.

- Der er allerede gjort en del forarbejde, ligesom der er indledt en god dialog med kommunen om, hvad der er bedst for Odense. Udgangspunktet er solidt, beliggenheden er fantastisk, og nu afsætter vi betydelige ressourcer og bruger vores mangeårige erfaring med byudvikling til at finde den rigtige løsning for Tigergården. Det nye byggeri skal løfte hele området både arkitektonisk og funktionelt. Vi glæder os meget til at komme i gang med arbejdet, siger Robin Feddern, administrerende direktør i Arkitektgruppen, i en pressemeddelelse.

Store byggerier på vej

Tigergården ligger i forlængelse af Thomas B. Thriges Gade, der er i fuld gang med en total forvandling, efter vejen blev lukket i sommeren 2014. Lige ved siden af Tigergården er byggeriet af det kommende TBT Tower allerede i fuld gang. 

De nu tidligere ejere af Tigergården, Admiral Capital, har tidligere fortalt om deres ambitioner om et 16-17 etager højt boligbyggeri på grunden. Om Arkitektgruppen har samme ambitioner, er endnu uvist. 

Arkitektgruppens byggeplaner skal endeligt godkendes af Odense Kommunes lokalplaner, inden bulldozere kan begynde nedrivningen af de gamle bygninger. 
Arkitektgruppens byggeplaner skal endeligt godkendes af Odense Kommunes lokalplaner, inden bulldozere kan begynde nedrivningen af de gamle bygninger. 
Foto: Arkitektgruppen

Oversigt

    Oversigt