I det fynske folks tjeneste

Flere ønsker til fynske studerende

Ansøgerne kan skrive op til otte uddannelsesønsker på ansøgningsskemaet. Flere af felterne vil blive taget i brug i år end tidligere, når landets unge søger ind på kvote 1 under Den Koordinerede Tilmelding.

Realistisk ansøgning

Sådan lyder meldingen fra flere studievejledere, skriver metroXpress.

- Hovedspørgsmålet i år er, hvad der er af alternativer til den uddannelse, de helst vil ind på, men ikke er sikre på, at de har karaktergennemsnittet til. Der er kommet mere realisme ind i ansøgningen. De unge har indset, at de bliver nødt til at søge alternativer til både drømmeuddannelsen og deres foretrukne geografiske område. Jeg tror, der kommer flere prioritetslister med otte ønsker i år, siger Torben Theilgaard, der er centerleder for Studievalg
København.

Sidste år blev næsten 4.000 ansøgere til en videregående uddannelse afvist, og 43 procent af dem havde kun søgt ind på én uddannelse. Samtidig stod universiteterne - især i Odense og Aalborg - med næsten 3.000 ledige studiepladser. Men i år er der mindre kræsenhed og mere
fornuft over ansøgningerne. Det mærker de også i Østjylland.

- Erhvervsfokusset er blevet større. De unge er blevet påvirket af alle historierne om ledighed, og nu tænker de også bredere og har en plan B. Tidligere havde de det problematiske forhold til uddannelse, at det var som med kærligheden - der var kun en eneste ene. Nu har de flere drømmeuddannelser, siger Bo Klindt Poulsen, der er vejleder og fuldmægtig i Studievalg Østjylland.

Allerede under kvote 2-ansøgningen i marts mærkede de, at der blev skrevet flere prioriteter på ansøgningsskemaet. Og det samme oplever de til kvote 1.

Det er min klare oplevelse, at der bliver skrevet flere uddannelsesønsker på listen i år, siger Bo Klindt Poulsen. Hos Den Koordinerede Tilmelding er der glæde over de nye meldinger. De vil nemlig føre til studiepladser til flere.

- Hvis ønskerne fordeler sig bredere i år, er det superpositivt. Problemet med et system med adgangsbegrænsning er jo, at der ikke er plads til alle, men paradokset er, at der samtidig er mange ledige studiepladser.

Sidste år skulle man for eksempel have 9,5 for at komme ind på sociologi på Københavns Universitet, mens der var ledige pladser på samme uddannelse på Aalborg Universitet.

- Så det er en god nyhed, hvis ansøgerne er blevet mere villige til at rykke rundt i landet, siger Tine Bjerregaard, der er fuldmægtig hos Den
Koordinerede Tilmelding. Fristen for at søge ind på kvote 1 er den 5. juli.