Flere overgreb? 16-årig pige befamlet af tre unge mænd

Tre unge mænd er anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse mod en 16-årig pige. Fyns Politi har mistanke om, at flere piger kan være blevet udsat for krænkelser.

Natten til lørdag blev den 16-årige pige i et område tæt på Langelandsfestivalen udsat for blufærdighedskrænkelse.

- Hun er blevet befølt flere steder på kroppen, fortæller vagtchef Christian Rasmussen fra Fyns Politi. 

Politiet har anholdt tre asylansøgere på 16, 17 og 18 år fra Langeland og sigtet dem for blufærdighedskrænkelse.

Det var en patrulje i området, der fik fat på de tre mænd efter et signalement fra pigen.

Episoden, hvor den 16-årige ifølge sigtelsen blev fastholdt og befamlet, skete natten mellem fredag og lørdag mellem klokken 01.00 og klokken 02.20, fortæller vagtchefen.

- Vi har en mistanke om, at der kan være flere piger, der kan være udsat for lignende. Derfor vil vi gerne høre fra piger, hvis de har oplevet noget lignende.

De tre drenge vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.
 - Det er vigtigt at understrege, at de kun er mistænkt og sigtet, ikke dømt, siger vagtchefen.

Fyns Politi kan kontaktes på 114.

 

Oversigt

    Oversigt