Flere oversvømmede huse jævnes med jorden

De syv huse i Odense, der nu bliver revet ned efter oversvømmelser, bliver ikke de sidste.

Det kommer også til at ske andre steder i takt med klima-forandringerne, forudser DANVA.

Odense Vandselskab har netop købt syv vandplagede huse
for at jævne dem med jorden og i stedet lave en sø på stedet.

Det kan også blive konsekvensen andre steder i landet, hvor
klimaforandringerne sætter byområder under pres, forudser Dansk
Vand- og Spildevandsforening, DANVA.

- Fremtidens klimaudfordringer kræver stor kreativitet og
mange forskellige løsninger, og i nogle tilfælde vil det være
både det bedste og billigste at jævne udsatte huse med jorden.
Jeg tror, vi kommer til at se det flere steder, hvor tidligere
tiders byplanlægning ikke spiller sammen med de ændringer i
nedbørsintensitet, vi kommer til at se i fremtiden, siger
Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA til Ritzau.

Også Kommunernes Landsforening (KL) forudser, at flere kommuner kan følge i Odenses fodspor.

Hvis kommunerne i fremtiden skal undgå at rive vandplagede huse ned, bør regeringen fortælle kommunerne, hvor alvorlige klimaforandringerne bliver, mener KL.

- Forskellen på, om vandet stiger 10 centimeter eller en halv meter, er meget stor, når man for eksempel skal udstykke et nyt boligområde. Hvis regeringen ikke fortæller os, hvad vi skal regne med, risikerer vi at sætte dyre foranstaltninger til milliarder af kroner i gang, som kan vise sig både at være utilstrækkelige eller vildt overdimensionerede, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget i KL, Bjørn Dahl (V).

SF's miljøordfører Ida Auken er enig:

- Sagen fra Odense viser, hvad der kan ske, hvis man ikke planlægger godt nok. Vi ved, at klimaændringer betyder, at vi ikke kan bygge, hvor man tidligere har bygget. Og samfundsøkonomisk er det fuldstændig hul i hovedet at give byggetilladelser og bagefter købe husene tilbage, fordi de ligger for dårligt. Der er brug for præcise mål og krav, som kommunerne skal planlægge efter, siger Ida Auken til Ritzau.

Hun har netop stillet spørgsmål til klimaminister Connie Hedegaard (K) i sagen.

Klimaministeren har tidligere afvist, at der er behov for flere overordnede analyser af konsekvenserne af klimaforandringerne i Danmark.

Oversigt

    Oversigt