Flere patienter skal være meget tilfredse

Patienter i Region Syddanmark skal have en endnu bedre oplevelse, når de benytter sygehusene.

Sådan siger regionsrådsformand Carl Holst (V) på baggrund af den landsdækkende patientundersøgelse fra 2013, hvor regionen ellers får flotte vurderinger.

Patienter i hele landet har for femte gang svaret på den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), og patienterne skal i fremtiden have endnu bedre oplevelser på de syddanske sygehuse, mener Carl Holst.

For selvom mere end ni ud af ti borgere, der føder, bliver indlagt eller får ambulant behandling på de regionale sygehuse er positive, skal de være endnu mere tilfredse, end de er i dag.

Det er regionens udfordring at sikre, at en større andel af patienterne oplever en virkelig god service.

- Det ligger os meget på sinde, at vi tilbyder patienterne en virkelig god oplevelse, hvor de mener, at de får den behandling, information og omsorg, de har behov for. Det har vi forpligtet os til i den sundhedsplan, der trådte i kraft ved årsskiftet, og derfor forventer vi også at se en forbedring næste år, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Region Syddanmark har på baggrund af en bevidst strategi relativt flere ambulante behandlingsforløb end de andre regioner. Det er derfor specielt blandt de ambulante patienter, at regionen med udgangspunkt i sundhedsplanen vil løfte patienttilfredsheden.

Dygtige medarbejdere

Lægerne, social- og sundhedsassistenterne, sygeplejerskerne og de resterende medarbejdere på sygehusene arbejder hårdt og effektivt, og regionsrådsformanden erkender, at det kan være en udfordring at kombinere effektivitet og et meget højt serviceniveau.

- Vores medarbejdere bliver sat til at producere mere og mere, og det stiller høje krav til dem. Undersøgelsen viser, at de gør et fremragende behandlingsarbejde, som patienterne er meget tilfredse med. Udfordringen er nu at finde et leje, hvor vi fortsat leverer meget sundhed for pengene og samtidig giver patienterne en virkelig god oplevelse, siger Carl Holst.

Det er nu op til sygehusene at få sat fokus på, hvordan patienterne kan blive endnu mere tilfredse.

Undersøgelsen i Region Syddanmark er baseret på svar fra 8.464 indlagte patienter og 25.333 ambulante patienter. Derudover har 1.026 fødende kvinder også deltaget i undersøgelsen.

Oversigt

    Oversigt